Tekst og foto: Betina Fjelsted
Lokalavisen
bf@vodskovavis.dk
VODSKOV: 52 kunstnere og kunsthåndværkere deltog, da Sensommerkunst for første gang blev holdt i Vodskov Kultur- og Idrætscenter.
Der var spænding i arrangørgruppen, da dørene lørdag blev åbnet til den allerførste udgave af Sensommerkunst i Vodskov Kultur- og Idrætscenter.
Men bekymringen for, om publikum ville finde vej, blev hurtigt gjort til skamme.
Omkring 1.500 gæster nåede i løbet af weekenden at besøge udstillingen, hvor 52 kunstnere og kunsthåndværkere viste deres værker frem.
- Vi har virkelig været spændte på, hvordan det ville løbe af stablen, og om der overhovedet ville komme nogen.
Men nu kan vi godt begynde at kalde det en succes, fortæller medarrangør Annemette Rønn.
Kunstnere fra flere egne
Udstillerne kom først og fremmest fra Nordjylland, men også fra andre dele af landet.
Den længst rejsende kunstner kom fra Esbjerg, mens der også var deltagere fra blandt andet Aalborg og resten af Nordjylland.
Det var samtidig første gang, at arrangementet blev holdt i Vodskov.
- Kunstnerne er meget glade. Flere har været forbi og sagt, at det er rigtig godt arrangeret, fortsætter Annemette Rønn.
Hun oplever også, at udstillerne har følt sig godt taget imod.
Mange kræfter bag arrangementet
Annemette Rønn stod sammen med Ann Held, Anne Louise Alstrup, Palle Hassing og Rikke Riis i spidsen for arrangementet, mens en række frivillige og hjælpere har bidraget til både planlægning, opsætning, sociale medier og de praktiske opgaver.
Medlemmer af Lion Club Hammer Bakker hjalp med opsætning og nedtagning.
Arrangørgruppen håber, at den positive modtagelse kan danne grundlag for, at Sensommerkunst bliver en tilbagevendende begivenhed i Vodskov.