Åbent hus med Charolais-kødkvæg på Englund i Vester Hassing
VESTER HASSING: De fleste kender Leif Christensen som graver på Vester Hassing Kirkegård.
Blandt fagfolk og kolleger over det ganske land er han også kendt som en foregangsmand, når det gælder omlægning til grønne kirkegårde.
Hvad færre ved er, at han i sin fritid også er kvægavler hjemme på Englund, Elsamvej 66 i Vester Hassing.
Det er dog ikke malkekvæg, der går og hygger sig i stalden eller græsser på marken, men derimod kødkvæg af racen Charolais – en race, der oprindeligt stammer fra Charolles i Bourgogne i det østlige Frankrig.
Om kødet
Kød fra Charolais betegnes som en delikatesse, der både er magert og smagfuldt.
Det har saft og kraft og giver møre bøffer og stege.
Efter slagtning modnes kødet i kølerum i et par uger.
Vægt på omkring 800 kg
Leif Christensen har haft Charolais-køer på Englund i 36 år . først i en gammel kostald, som for 18 år siden blev erstattet af en nyopført løsdriftsstald.
Køerne hører bestemt ikke til de mindste og vejer typisk omkring 800 kilo, mens en tyr nemt kan få ”viseren på badevægten” til at vibrere omkring et ton.
Charolais er en ganske rolig – nærmest besindig – kvægrace.
Under Lokalavisens besøg på Englund fremgik det tydeligt, at de store dyr trives godt.
Køerne bliver ikke malket, for som kødkvæg er der lige tilpas mælk nok til kalvene.
Besøget på Englund levner ingen tvivl om, at Leif både er glad for og stolt af sin Charolais-besætning med i alt 42 dyr, fordelt på 15 køer.
Nogle med små kalve, kvier, tyrekalve og i øvrigt også to kælne katte.
Det er blandt andet derfor, han inviterer til åbent hus på Englund, Elsamvej 66 i Vester Hassing, nu på lørdag den 10. januar mellem klokken 9.00 og 16.00.