GRINDSTED/UGGERHALNE: 40 spritnye eksemplarer af Højskolesangbogen blev indviet, da Kultur- og Borgerhuset Hammer Bakker kaldte borgere til en sangbogs-indvielses hygge-dag torsdag 2. oktober.
Det blev en dag med sang, smørrebrød, kaffe, øl, vin, vand – og fællesskab.
Der blev blandt andet sunget nogle af de sange, der ikke før har været med i højskolesangbogen: Pia Raugs ”Regnvejrsdag i november” og Gasolins ”Langebro”.
Der blev også sunget ”Det haver så nyligen regnet” af Johan Ottosen, som er en kendt sang i Højskolesangbogen.
Kendt er også ”Forelskelsessangen” – Du kom med alt det, der var dig – skrevet af Jens Rosendal – og sunget i Kultur- og Borgerhuset Hammer Bakker.
Det hele akkompagneret af Anton´s Musik.
- Formålet er at styrke fællesskabet i lokalområdet Grindsted og Uggerhalne, fortæller en af initiativtagerne bag, Lasse Breddam.
Han søgte derfor støtte hos Nordea Fonden, der donerede 40 højskolesangbøger og økonomisk tilskud til sangbogs-indvielsen.
Sangbøgerne vil være til rådighed ikke blot til byens arrangementer, men også til private sammenkomster.
Eksempelvis mødes borgere i kultur- og borgerhuset til Aktiv Hygge hver anden mandag.
Her er fællesskabet, det vigtigste. Man kan også spille spil, tage håndarbejde med, drikke kaffe, synge og være sammen med andre.
- Der er altid kaffe på kanden. Man kan bare dukke op. Det er for alle, siger Inger Toft, der er en af tovholderne bag Aktiv Hygge.
Højskolesangbogen er den 19. udgave og indeholder 601 sange.
151 af sangene har ikke før været med, dog er 15 af sangene gengangere, men med en ny melodi.
Blandt andet Midsommervisen, der er blevet populær i Shu-Bi-Dua´s udgave af sangen.
Det blev dog efterårets sange, der blev sunget torsdag i Grindsted/Uggerhalnes Kultur- og Borgerhus Hammer Bakker til indvielsen af de nye højskolesangbøger.