HALS: Den 4. oktober 2025 inviterer Kræftens Bekæmpelse til Lyserød Lørdag i Hals.
Arrangementet er en del af den landsdækkende Støt Brysterne-kampagne, som hver oktober samler folk over hele landet for at rejse penge til brystkræftforskning.
- Deltagerne kan vælge mellem en række aktiviteter, der spænder fra løb og gåture til cykling og kajak, fortæller Doris Krogsgaard fra Kræftens Bekæmpelses Hals Lokalforening.
Løberne kan vælge at løbe runder på fem km ad gangen. Hvis de har mod på mere, kan de fortsætte og gennemføre et antal kilometer svarende til en halv- eller helmaraton.
For dem, der gerne vil have en lidt mere afslappet oplevelse, er der en guidet gåtur på cirka syv km og en cykeltur på omkring 20 km.
Det er desuden muligt at tage sin egen kajak med og ro en tur.
Alle deltagere vil modtage et startnummer, der giver adgang til flotte sponserede præmier.
Der er også et spændende lotteri, hvor deltagerne kan vinde yderligere præmier.
Arrangementet er ikke kun en mulighed for at få rørt kroppen, men også for at støtte en god sag.
Når de aktive deltagere vender tilbage fra deres aktiviteter, vil frivillige fra Kræftens Bekæmpelses Lokalforening i Hals stå klar med varm kakao og rugbrødsmadder, så man kan varme sig og få lidt energi tilbage efter dagens strabadser.