2025-09-01 15:03:54 | Kategori: Avis

 
Kommunen bekræfter: Der går godt et år 

KINNERUP/UGGERHALNE: Henrik Johnsen må vente i yderligere godt et år på at udvide sin forretning, Kinnerup Autokommission ved Uggerhalne.
Det bekræfter Aalborg Kommune i et mail-svar til Lokalavisen Vodskov Vestbjerg Vadum.  
I Kinnerup Autokommission videreformidler ejer og direktør Henrik Johnsen brugte biler i så stort et antal, at der længe har været brug for mere plads. Cirka 500 biler har han i kommission på pladsen. 
Nu beder han om at udvide med cirka 10.000 kvadratmeter. 
- Men det konkrete arbejde med både et kommuneplantillæg og en lokalplan for området er ikke begyndt endnu, forklarer landinspektør i Aalborg Kommune, Lise Overby Nørgård i et skriftligt svar til avisen. 
- Det forventes opstartet her i efteråret, og det forventes at tage godt et års tid, forklarer hun.

Har holdt et møde
Aalborg Kommune har holdt et møde med Henrik Johnsen inden sommerferien for at drøfte den nærmere proces og indholdet i planlægningen.
Kommer han til at få brug for en byggetilladelse ved opførelse af nyt byggeri eller får han brug for at ændre på anvendelse af det eksisterende byggeri, er der i øjeblikket en ventetid på fem måneder, inden arbejdet på en byggetilladelse kan begynde. 

Undrer sig
Det er der umiddelbart ikke planer om, så Henrik Johnsen venter blot på, at han må bruge noget jord til at parkere sine biler på.
Som omtalt i det seneste nummer af Lokalavisen Vodskov Vestbjerg Vadum, kan Henrik Johnsen ikke lade være med at undre sig. 
- Nu er min udvidelse kun et spørgsmål om en mark. Det kan jeg ikke forstå skal tage så lang tid, siger han og frygter, at der nok vil gå et år til halvandet, før det hele er godkendt. 
Henrik Johnsens plan var i første omgang at leje jord lige overfor på den anden side af Grindstedvej. Her er mange træer blandt andet blevet ryddet, siden Kinnerup Hesteartikler forlod stedet. 

Køber naboejendom
Nu er hestene væk, træerne væk og en nedlagt gård er jævnet med jorden.
Men Henrik Johnsen er altså ikke længere interesseret. 
Han har fik nemlig mulighed for at købe naboejendommen og dermed også mulighed for at bruge et jordstykke bag ejendommen.


Læs tidligere artikel fra området ...


  

 

Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM