NØRHALNE: De seneste fire uger har opgravninger i forbindelse med fjernvarmearbejde i Nørhalne givet kunderne en del besvær med at nå frem for at handle hos Min Købmand.
Min Købmand ligger på hjørnet i et ”trafikknudepunkt”, hvor tre veje mødes.
Selvom der har været fjernvarmearbejde på de tre veje – nærmest samtidigt, har det ikke som frygtet givet en nævneværdig nedgang i butikkens omsætning.
Kunderne har taget besværlighederne med godt humør.
Eller sagt på en anden måde:
- Når der er en vilje, er der også en vej ind til købmanden.
Købmand Claus Nielsen fortæller, at der har været et godt samarbejde med fjernvarmefolkene:
- Når de har holdt fyraften ved tre-halvfire tiden, har de sørget for, at vejene er blevet farbare. Nu er to veje åbnet for almindelig færdsel frem til jul, hvorefter fjernvarmefolkene vender tilbage, oplyser Claus Nielsen.
På grund af fjernvarmearbejdet har det også været nødvendigt at lukke et busstoppested midlertidigt.