Jeg har tidligere nævnt, at jeg i min bog beskriver 11 forskellige typer af narcissister.
De er opdelt i 4 grupper, og i dag vil jeg beskrive gruppe 1, som består af den overte og den coverte narcissist.
Alle narcissister er enten overte eller coverte.
Den overte narcissist
Overt betyder åben eller synlig, så den overte narcissist viser sin narcissisme åbenlyst og synligt.
Når overte narcissister træder ind i et rum, er det med sådan en ”Her kommer jeg!”-attitude, som skal få alle til at rette opmærksomheden på dem.
Deres grandiose selvbillede og de ekshibitionistiske tendenser kan for mange tilskuere give et indtryk af, at de har enorm selvtillid. Denne facade tiltrækker mange mennesker, men det er en falsk facade.
De overte narcissister tror, at hele verden anerkender deres superiositet.
De mener, at de har ret til mere end andre mennesker, og de forventer at få det.
Andre mennesker er i deres øjne en slags soldater, der er sat i verden for at tjene dem.
De har intet til overs for deres soldater, men bruger dem alene til at opfylde egne behov.
Der er altid drama omkring de overte, og de spreder gerne frygt, fordi de morer dem.
De overholder ikke regler, men gør hvad der passer dem.
Regler er til for os andre, fordi vi i deres øjne er så dumme, at vi følger dem.
Hvad vi andre mener om dem, er de kolde overfor.
Det er kun deres egen mening, der tæller.
De bruger mange penge på statussymboler, fordi det i deres øjne viser udadtil, at de er mere værd end andre.
De praler af deres præstationer, og det er ligegyldigt for dem, om det er sandt eller en lang liste af løgne, de praler med.
Du vil opleve de overte narcissister som arrogante, selvfede, skødesløse, ekstravagante, ambitiøse, charmerende og energifyldte.
De tror, at alle andre misunder dem og vil have det, de har, og derfor vil de knuse dem.
At leve sammen med den overte narcissist opleves af de nærmeste som udmattende, forvirrende og flovt.
Den coverte narcissist
Covert betyder skjult eller tilsløret.
Den coverte narcissist skjuler altså sin narcissisme, og kan på den måde være en hel del sværere at spotte end den overte narcissist. De har egentlig samme selvopfattelse som de overte, men de vinder ikke på samme måde gehør for det, fordi de ikke tydeligt opstiller den falske facade af selvtillid.
De higer stadig efter opmærksomhed, og kan de ikke få positiv opmærksomhed, er negativ lige så fint med dem.
De vil bare være i fokus.
Det virker bedre for dem at spille ofre, så det bruger de meget.
De kan spille generte og usynlige men også denne facade er falsk og har kun til formål at manipulere andre.
De er oversensitive overfor kritik.
De misunder andre alt, og derfor ønsker de at knuse andre.
De svindler gerne penge fra andre og kan bruge formuer på tant og fjas, fordi det bekræfter deres følelse af at fortjene mere end andre.
De er optaget af fantasier om magt, skønhed og succes, og vil være psykologer, terapeuter, missionærer og andre hjælpende roller, hvor de kan udøve magt på sårbare.
Du vil opleve de coverte narcissister som usikre, passive, stille, afhængige, uselvstændige, beregnende, forsigtige og med falsk beskedenhed.
De spiller gerne sensitive, og de kan virke høfligere, når de manipulerer.
De dækker deres spor for at bevare deres ry.
De nærmeste kan leve sammen med coverte narcissister i mange år uden at gennemskue dem.
Hvis du har en person mistænkt for at være narcissist, kan du nu måske se, at vedkommende er enten overt eller covert.
Det kan hjælpe dig til at forudsige, hvordan de vil opføre sig, og hvilke manipulationsmetoder du vil opleve fra dem.
Husk at din mavefornemmelse oftest har ret, og husk at det aldrig nogensinde er din skyld, hvad du bliver udsat for af narcissisterne.
De vil påstå, at det er din egen skyld, når de mishandler og manipulerer dig.
Men der er kun én, der har ansvar for narcissistens opførsel, og det er narcissisten selv.
Tak fordi du læste med
Mit navn er Bettina Seerup. Jeg er forfatter til bogen ”Hvorfor må jeg ikke være glad?”, og jeg er administrator af Facebookgruppen ”Narcissismebobler”.