2018-05-30 09:30:36 | Kategori: Avis

 
Naturgenopretning i Hammer Bakker for 100 millioner
 
VODSKOV: Hammer Bakker vil i de kommende år gennemgå en omfattende naturgenopretning.
Torsdag plantede miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen, borgmester Thomas Kastrup-Larsen, formand for Den Danske Naturfond Lauritz B. Holm-Nielsen og biolog Rasmus Fuglsang Frederiksen fra Dansk Botanisk Forening en 1000 års eg i Hammer Bakker for at symbolisere starten på det store naturgenopretningsprojekt.
Projektet vil skabe 1.000 ha natur med et samlet budget på ca. 100 millioner kroner. 
Bag projektet står Den Danske Naturfond, A. P. Møller Fonden, Aalborg Kommune, Miljø- og Fødevareministeriet og Dansk Botanisk Forening.
 
Fra nåletræer til lyse bøgeskove
 
Formålet med det store naturprojekt er at opkøbe og samle flere ejendomme og omdanne de nuværende mørke nåletræsplantager til en sammenhængende mosaik af lyse løvskove og tidligere tiders heder, overdrev og græsningslandskaber. 
Projektet skal forbedre levesteder for sjældne dyr og planter i den danske natur, og samtidig skabe storslåede naturoplevelser for besøgende.
Projektet har opstart den 1. juli, og i løbet af de næste par år vil de første 715 ha natur blive udviklet. 
Det er målet, at de sidste ca. 300 ha kan følge herefter. 
 
Værdifuldt naturområde
 
Det glæder formanden for Den Danske Naturfond, Lauritz B. Holm-Nielsen: 
- Hammer Bakker var en ø i Stenalderhavet, hvor naturen i dag er presset tilbage af moderne skovdrift og tilplantning af de gamle græsningslandskaber. Med dette enestående naturgenopretningsprojekt skal der igen skabes plads til stor dansk natur.
- Hammer Bakker har ikke alene potentiale til at blive et meget værdifuldt naturområde. Området kan også blive et unikt område for naturoplevelser og formidling af den nordjyske natur- og kulturhistorie. 
- Hammer Bakker er allerede i dag et populært udflugtsmål for friluftsmennesker, motionister og beboere i de nærliggende byer. Men faciliteterne for de besøgende og formidling af naturen, landskabet og kulturhistorien kan gøres meget bedre, siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen. 
 
Naturen skal udfolde sig
 
Hammer Bakker skal åbnes mere op for offentlig adgang, og der skal investeres i langt bedre faciliteter for besøgende.
Det store projekt i Hammer Bakker er en realitet, fordi mange parter har været enige om at samarbejde, både private fonde, myndigheder og en grøn forening. 
Regeringen og Dansk Folkeparti har støttet projektet med ca.12 mio. kr., og miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen siger: 
- Jeg elsker natur, og jeg er glad for, at en af mine første gerninger som minister er at kunne støtte et fantastisk projekt som Hammer Bakker.
- Danmark har brug for steder, hvor naturen kan udfolde sig. Det bliver der alle muligheder for i de spektakulære Hammer Bakker, hvor jeg selv er kommet i min barndom. Jeg glæder mig over, at der også er private fonde og foreninger, der gør deres for at støtte naturen.
 
Storslået naturprojekt
 
I 2013 var det 100 år siden Dansk Botanisk Forening modtog sin ejendom i Hammer Bakker som gave, og i den anledning fik foreningen lavet en 100 års-plan for naturforvaltningen: 
- Vi har siden konverteret nåletræsplantage til græsland, lader løvskovene være urørte og på sigt vil vi også have en vildere og mere naturlig regræsning. Det samlede projekt, som Den Danske Naturfond præsenterer i dag, flugter hundrede procent med vores mål, og vi har fuld tiltro til, at det kun kan blive et storslået naturprojekt, siger biolog Rasmus Fuglsang Frederiksen fra Dansk Botanisk Forening.
 
Den danske naturfond
 
Som en del af den samlede aftale om naturgenopretningsprojektet, er der indgået aftale om overdragelse af ca. 450 ha skov fra Det Danske Hedeselskab til Den Danske Naturfond. 
- I Hedeselskabet er vi glade for, at parterne bag projektet kan se de store natur- og kulturværdier, der findes i skovene i Hammer Bakker, og at vi med dette salg, kan medvirke til en realisering af det samlede projekt. Med Den Danske Naturfond, får skovene den helt rette ejer, til fortsat at kunne sikre en sammenhængende udvikling af naturen i hele området” siger skovrider Allan Bechsgaard fra Hedeselskabet.
 
Informationsmøde i Vodskov
 
I forbindelse med naturgenopretningsprojektet er der et offentligt møde i Vodskov Kultur- og Idrætscenter, onsdag den 6. juni kl. 19.00, hvor naboer, foreninger  og andre interesserede er velkomne.
 
Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM

HAR DU IKKE MODTAGET
VODSKOV AVIS
SENEST TORSDAG KL. 19.00

så send en mail til
reklamation@dnmh.dk

Privatlivspolitik

 


Så godt dækker Vodskov Avis: