2018-04-17 08:48:58 | Kategori: Avis

 
Vodskov IF fodbold reddet på målstregen
 
VODSKOV: Mange medlemmer blev skræmt, da Vodskov Avis 20. marts bragte historien om, at Vodskov IF Fodbold var truet af lukning.
Baggrunden var, at det på den ordinære generalforsamling ikke lykkedes at få valgt medlemmer ind i bestyrelsen i stedet for formanden John Hjelm, regnskabsfører Kim Olesen og Carsten Bay. 
Efter en kort suspendering af generalforsamlingen indvilgede John Hjelm og Carsten Bay dog i at fortsætte indtil en ekstraordinær generalforsamling. 
Kun- og kun – hvis det her lykkedes at vælge to – eller meget gerne flere – nye bestyrelsesmedlemmer, var både formanden John Hjelm og Carsten Bay villige til at tage endnu en tørn i bestyrelsen.
Uden bestyrelse – ingen forening.
De fatale konsekvenser med en lukning af Vodskov IF Fodbold, der i årtier har været et samlingspunkt for byens børn, unge og voksne, gav derfor stort fremmøde på klubbens ekstraordinære generalforsamling mandag i sidste uge.
Her kunne formanden John Hjelm byde velkommen til over 50 fremmødte. 
Stadioninspektør Kim Matthiasen måtte endda hente flere stole, borde og kaffekopper frem, så alle de mange fremmødte kunne sidde behageligt og sammen finde en løsning på klubbens udfordringer.
 
Der var stor ros til klubbens ungdomsudvalg. 
- I bestyrelsen kan vi virkelig mærke, at der er kommet struktur på dette udvalg.
Hvis vi ikke får besat posterne i klubbens øvrige udvalg, skal vi i bestyrelsen have alt for mange forskellige kasketter på. Og det er både svært og opslidende.
- Det er vigtigt spørge: Hvad kan jeg gøre for min klub? -  i stedet for tænke: Hvad kan klubben gøre for mig?, sagde Carsten Bay.
 
Carsten Bay fortalte på opfordring, hvilke poster, der skal besættes, og hvad der kræves af kompetencer og tidsforbrug.
- Med fem til otte medlemmer i bestyrelsen, skal man årligt regne med ti møder af to timers varighed – og måske lidt løse opgaver. 
- Et medlem af sponsorudvalget bruger måske ti timer om året, så de fleste poster skulle være forholdsvis lette at bestride og kræver heller ikke de helt store kompetencer.
Efter lidt hiv og sving, begyndte nogle af den ekstraordinære generalforsamlings fremmødte at melde sig. 
 
Facit på den ekstraordinære generalforsamling blev, at formand John Hjelm og Carsten Bay fortsætter i bestyrelsen endnu et år, som de begge havde
lovet på den ordinære generalforsamling.
Desuden fortsætter Jette Philipsen som sekretær og Carsten Svendsen som næstformand og kampfordeler. 
Nyvalgt til bestyrelsen blev Anja Jensen, Per Andersen og Mark Christensen.
Det lykkedes også at få valgt to suppleanter.
 
Vodskov IF Fodbold mangler fortsat at få en ny kasserer til at afløse Kim Olesen og supplere Kirsten Iversen. 
Ligeledes mangler der folk i seniorudvalget. Da der her er fem hold, blev der fremsat forslag om, at man meget passende kunne vælge ét medlem fra hvert hold til udvalget.
 
Ungdomsudvalget fik et et nyt medlem, Udvalgene for Vodskov Cup, Sponsorudvalget og Ad Ho fik hver to nye medlemmer. 
Vodskov IF Fodbold fik tillige en ny medlemsregistrator og webmaster.
 
Hvis formand John Hjelm ikke havde haft ører, var hans smil nået hele vejen rundt om hovedet, da han med et glimt i øjet konstaterede, at han nok vil droppe den ordinære generalforsamling til næste år – og i stedet indkalde til en ekstraordinær, hvis det betyder, at fremmødet og udfaldet kan være lige så positivt.
Bestyrelsesmedlem Carsten Bay konkluderede, at man nu kan se frem til et godt samarbejde på tværs i klubben – målrettet mod gode resultater.
- Lige nu har vort sponsorudvalg en meget vigtigt opgave at løfte. Her tænker jeg bl.a. på den kommende kunststofbane og klubbens økonomi. Vi skal bruge mange kræfter på at kontakte både det lokale og oplandets erhvervsliv.
 
 
Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM

HAR DU IKKE MODTAGET
VODSKOV AVIS
SENEST TORSDAG KL. 19.00

så send en mail til
reklamation@dnmh.dk

Privatlivspolitik

 


Så godt dækker Vodskov Avis: