2018-02-13 09:23:47 | Kategori: Avis

 
Opfordring fra Tylstrups nu tidligere købmænd:
Støt op om det Tylstrup vi stadig har tilbage
 
TYLSTRUP: Fredag lukkede Tylstrups sidste købmandsbutik Min Købmand -Tylstrup Lavpris
 
Købmandsparret gennem 20 år, Jeanette Bækgaard og Morten Jørgensen tog den svære beslutning for tre uger siden. 
Der blev straks indledt et ophørsudsalg, og fredag eftermiddag var hele butikken tømt. 
 
Det er almindelig kendt, at det er mere end almindeligt svært at drive købmandsbutik i dag. 
 
Indtil for et par år siden drev parret også en købmandsbutik i Flauenskjold, som Morten tog sig af, mens Jeanette stod for den daglige drift af købmandsbutik i Tylstrup.
 
Morten vender hjem 
 
Jeanette havde i nogen tid haft lyst til nye udfordringer.
Det ønske blev opfyldt. Hun søgte og fik stillingen som inspektør i Tylstrup Hallen. 
Dermed var vejen banet for, at købmandsforretningen i Flauenskjold kunne sælges og drives videre af en  kreds af byens borgere. 
Morten kunne ”vende hjem” og spare de daglige ture til og fra Flauenskjold og fuldt ud koncentrere sig om butikken i Tylstrup – og assisteret af Jeanette, når hun ikke havde arbejdsopgaver i hallen.
 
Fra tidlig morgen til sen aften
 
At drive købmandsbutik er langt fra et almindeligt 37 timers-job. 
Arbejdstiden er fra tidlig morgen til sen aften. Alle ugens dage. 
Liberaliseringen af lukkeloven med endnu flere timers åbningstid i butikken, har ikke gjort det lettere at være købmand.
- For mig har det været en livsstil, og så skeler du ikke til klokken. Jeg har altid været glad for at være købmand, servicere og få en hyggesnak med vore kunder. Jeg har aldrig klaget, siger Morten Jørgensen. 
 
Kunne matche discountpriserne
 
Med undtagelse af nogle måneder sidste år, har der aldrig været røde tal på bundlinjen. De seneste måneder er det endda gået ganske godt. 
- Det er ikke nogen hemmelighed at årsagen til, at vi lukker butikken, er, at der er for få kunder. Mange af Tylstrups borgere kører nemlig til Brønderslev for at handle ind i discountbutikkerne. 
Og det er lidt uforståeligt, for vi har sagtens kunne matche discountpriserne, tilføjer Jeannette Bækgaard.
Hun nævner som eksempel, at mange af de kendte varemærker, der sælges i discountbutikkerne har mindre indhold end dem, der sælges i en købmandsforretning. Et eksempel er Kims chips, der leverer mindre poser til nogle af discountbutikkerne.
- Jo, det har været trælst at skulle konkurrere på de vilkår, når kunderne får mindst lige så meget ud af pengene, hvis de havde handlet deres dagligvarer i Tylstrup. Tilmed havde de sparet både tid, udgifter til benzin og være med til at sikre, at der fortsat er butikker i den by, hvor de bor.
 
 
Ved godt mod
 
- Det siger sig selv, at vi er mere end almindeligt kede af at skulle lukke den købmandsbutik, vi har drevet i Tylstrup i 20 år. Men vi er også ved at godt mod. Ingen er syge, og ingen er døde, smiler det nu tidligere købmandspar. 
 
- Morten er allerede igang med et nyt job , og jeg har min gode stilling som inspektør i Tylstrup Hallen.  Vi bliver boende på førstesalen, mens forretningslokalerne er sat til leje. Der har allerede meldt sig flere interesserede, men der komme næppe en ny dagligvarebutik i lokalerne, tilføjer Jeannette Bækgaard.
 
Ildsjæle for Tylstrups ve og vel
 
Både Jeanette og Morten er engagerede ildsjæle. 
Begges hjerter har banket stærkt og varmt for byens Tylstrups ve og vel.
Morten har gennem flere år været arbejdende formand for Tylstrup Marked, mens Jeanette har varetaget adskillige opgaver for byens samråd og erhvervsforeningen.
Det er bl.a. den vigtige kontakt til Aalborg Kommune og at skrive ansøgninger, så nogle af Tylstrups ønsker kan gå i opfyldelse.
Jeannette Bækgaard har desuden været den udfarende og samlende kraft omkring Tylstrups Open by Night-arrangementer.
 
Tid til andre interesser
 
- Vi har brugt en del af den sidste tid på at sunde os og drøfte fremtiden. 
Morten får nu en 37 timers arbejdsuge, men han arbejder ikke længere i Tylstrup og kan på samme måde ikke løbe til og fra.
- Derfor har han lovet, at han bliver på formandsposten, i hvert fald indtil dette års marked er overstået. Derefter må vi så se…….
- Vi har også talt om, at der nu skal være mere bedre tid til de interesser, vi ikke hidtil har kunnet dyrke. Vi har brug for at sunde os. Nu er vi ikke længere selvstændigt erhvervsdrivende i Tylstrup.
 
Pas godt på det, der er i Tystrup
 
- Derfor er det nok også nu, at andre aktive og idérige borgere, der vil gøre en indsats for deres by, begynder at melde sig, tilføjer Jeannette Bækgaard.
- Vi er selvfølgelig kede af det. De seneste år er der lukket flere butikker i Tylstrup.
Derfor vil vi opfordre alle byens borgere til at bakke endnu stærkere op, om de butikker og virksomheder, vi stadig har tilbage i Tylstrup. 
Ellers ender det helt galt, slutter Jeanette Bækgaard og Morten Jørgensen.
Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM

HAR DU IKKE MODTAGET
VODSKOV AVIS
SENEST TORSDAG KL. 19.00

så send en mail til
reklamation@dnmh.dk

Privatlivspolitik

 


Så godt dækker Vodskov Avis: