2017-10-17 08:38:20 | Kategori: Avis

 
Hektisk prøveforløb inden lørdagens premiere på Tylstrup Revyen
 
TYLSTRUP: -  Nu smider vi manuskripterne. Fra nu skal I kunne teksten udenad. 
Sådan lød velkomsten fra instruktør Louise Stokholm, da skuespillerne i årets Tylstrup Revy mødtes i øvelokalerne onsdag aften. 
Samme aften blev revyen – med musikledsagelse -  spillet igennem fra start til slut.
Og undervejs var der da også brug for lidt suffli.
-Men vi når det. Tylstrup Revyen 2017 bliver ikke et viskestykke. Skuespillerne vil kunne deres replikker til premieren, understreger Louise Stokholm, der selv medvirker på Tylstrup Hallens skrå brædder.
 
Lagkagerevy
 
Fra nu af intensiveres prøveforløbet. Hidtil har skuespillere og musikere kun mødtes hver onsdag aften. 
Op til premieren på lørdag bliver det hver aften.
Årets forestilling hedder ”Tylstrup holder bommen” og er en traditionel lagkagerevy med både lånte og selvskrevne numre, hvor især de borgere, der har haft ”snudeskaftet” fremme, tages under kærlig behandling.
 
Hængepartier
 
Det er ikke kun instruktør, skuespillere og musikere, der har travlt. Bag – og foran scenen – arbejder der teknikere. 
Lys og lyd skal være i orden, og der skal også være styr på kostumer og ”special effects”. 
Da Vodskov Avis besøgte prøvelokalerne onsdag aften, blev der arbejdet med fremstillingen af et par attributter, som sædvanligvis kun kvinder er udstyret med. (Med mindre mænd drikker for meget rødvin). 
Ikke af de faste slags – men nogle aflange ”hængepartier”, der mest ligner pegepølser.
 
Årets skuespillere
 
På Tylstrup Hallens skrå brædder står foruden instruktør Louise Stokholm også Anette Kristensen, Marianne R. Pedersen, Dorrit L. Hjort, Anne Cathrine Bækgaard, Niels Kristian Jørgensen, Steffen Danielsen og revydebutanten Søren Schewing-Runøe. 
Revybandet består lige som sidste år af kapelmester Jette Bang Nørgaard (Piano), Bente Søndergaard (Bas) og Henrik Fjordbak (Trommer)
 
To premiereforstillinger
 
Der er premiere på Tylstrup Revyen på lørdag kl. 14.00 og 18.00.
Inden aftenforestillingen er der spisning, og efter revyen er der bal med gruppen Papayaz.
Billetter kan købes i Dagli’Brugsen Tylstrup og hos Din Købmand.
 
Ønsker du kun at se Tylstrup Revyen lørdag aften – men ikke at deltage i spisningen – kan der alene købes billetter til revyen og det efterfølgende bal. Her åbnes dørene kl. 19.00.
Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM

HAR DU IKKE MODTAGET
VODSKOV AVIS
SENEST TORSDAG KL. 19.00

så send en mail til
reklamation@dnmh.dk

Privatlivspolitik

 


Så godt dækker Vodskov Avis: