2026-03-10 08:00:00 | Kategori: Avis

 
Tylstrup Samråd havde ”mange skibe i søen” i 2025

TYLSTRUP: Der har været mange projekter og aktiviteter i Tylstrup det seneste år.
Det fremgik af formand Lone Sudergaards beretning på Tylstrup Samråds årsmøde.
Hun takkede bestyrelsen, de lokale foreninger og de mange frivillige for et godt samarbejde.
- Jeg håber, at dem, der vælger at være en del af fællesskabet, gør det, fordi de gerne vil gøre noget godt for vores dejlige lille by, sagde hun.
Tylstrup Samråd er en sammenslutning af foreningerne i Tylstrup og Brændskov.

Samarbejde om byens udvikling
Samrådet arbejder for at bevare Tylstrup som en attraktiv by for både borgere og kommende tilflyttere.
Tylstrup Samråd har et godt samarbejde med Aalborg Kommunes landdistriktsgruppe, hvor der i kommunens budget fremover er afsat 20.000 kroner til arbejdet.
Samrådet er desuden en del af landsbyklyngen omkring Hammer Bakker samt netværket Landsbyerne i Aalborg Kommune.
I løbet af året lykkedes det samrådet at overtage lejekontrakten på Markedspladsen.
Der er også arbejdet på at skaffe midler til en LED-trailer, som kan gøre byens arrangementer mere synlige, men ansøgningen til kommunen blev afslået. Arbejdet fortsætter derfor.

Fester, historie og nye faciliteter
2025 bød på en række arrangementer. 
Bl.a. blev der igen holdt halfest med Keinstein og Ole Gas Band.
Efter en evaluering er beslutningen dog, at arrangementet i 2026 vender tilbage til den tidligere model.
Der er også blevet opsat et nyt multtoilet i yskoven.
I samarbejde med Historisk Formidling blev der desuden afholdt historiske dage i Tylstrup, hvor Samrådets nye salgsvogn blev taget i brug. 
Fremover fortsætter arrangementet dog i Himmerland.

Tylstrup Marked Version 2.0
I stedet planlægges et nyt initiativ: Tylstrup Mini Marked, som blandt andet skal byde på tivoli, havetraktortræk, musik, kræmmermarked, bilboksning og et stort lastbilshow.
Samrådet har desuden arrangeret et foredrag om Seebach, deltaget i Open By Night og været repræsenteret ved møder med politikere og kommunen.
Formand Lone Sudergaard fremhævede ligeledes de mange aktiviteter, som de lokale foreninger står bag, samt det frivillige arbejde, der hver uge blandt andet udføres af onsdagsholdet.

Nye projekter i 2026
Der er allerede flere planer for det kommende år.
Halfesten i februar blev en succes, og i maj bliver Tylstrup Mini Marked holdt på Markedspladsen.
Der arbejdes også videre med byudvikling, herunder nye byggegrunde og tanker om et fremtidigt samlingshus.
Blandt idéerne er også en film om Tylstrup for at bevare byens historie, nye solceller på Bålhytten og fast strøm på Markedspladsen.

- ea

 
Læs tidligere artikel fra Tylstrup ...

   

 

Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM

 Læs ugens lokalavis i mobilvenlig version 

 


Lokalavisens dækningsområde: