2026-03-04 08:00:00 | Kategori: Avis

 
Kirkens Korshærs varmestue i Nørresundby:
Et sted med hjerterum og altid kaffe på kanden
 
 
Af Johannes Nielsen

Ovenpå 365 på Østerbrogade i Nørresundby ligger Kirkens Korshærs varmestue. 
Her har den været i over 15 år, og danner en oase for områdets socialt udsatte borgere. 
Borgere der er hjemløse, eller på kanten af at miste sin bolig, mennesker der kæmper med misbrug og ensomhed, sindslidelser eller andre udfordringer i livet. 
Her kan de få sig en pause fra livets udfordringer i selskab med andre, eller måske blot en lur på sofaen. 
 
Stort behov i Nørresundby
- Vi har gennemsnitligt omkring 45-55 brugere dagligt, fortæller Patricia. 
- Det er overvejende brugere med dansk, grønlandsk, østeuropæisk, afrikansk og mellemøstlig baggrund, der kommer på varmestuen. I det seneste oplever vi også en stigning af unge i 20’erne og kvinder. Vi hjælper med at dække brugernes basale behov. Siden den nye socialreform fra 2025, er der flere, som har fået sværere ved at få pengene til at strække. Hvis man ikke kan betale sin husleje, skabes der blot flere socialt udsatte, fortæller hun. 
 
- Førhen var det oftest sidst på måneden, at brugerne henvendte sig fordi de ikke havde flere penge. 
Nu ser vi det allerede efter første uge i måneden. Der er et stort behov i Nørresundby, fortæller hun med eftertryk på stort og uddyber: Mange gemmer sig i trappeopgange eller overnatter hos en kammerat. Når vi kommer lidt længere hen på foråret, vil flere af dem komme til at sove udenfor. 
 
Brobygning med omsorg
Selvom Aalborg ligger lige på den anden side af fjorden, og har flere tilbud, så kan der mentalt være langt for de socialt udsatte. 
- Derfor er det vigtigt, vi er her på denne side af fjorden, fortæller Patricia og forklarer hvordan stedet er med til at give brugerne et tilhørsforhold og at det sociale fællesskab dulmer ensomheden. Vi oplever ofte, at når nogen kommer her første gang, er de meget usikre og kan kun stå med en kop kaffe. Det kan tage lang tid for dem at føle sig trygge.
 
Varmestuen fungerer også som brobygger for brugerne. 
- Vi hjælper eksempelvis med at skabe kontakt til de nødvendige offentlige instanser, skaffe en tid hos lægen eller forstå indholdet af et brev, der nogle gange kan være vanskeligt og betaling af regninger. Det kan også være hjælp til at få en bolig, men vi oplever i stigende grad, at flere af brugerne udtrykker de er bange for at få en bolig, for de er usikre på, om de vil kunne betale alle de regninger, der følger med en bolig. 
 
Tre dage uden mad
På varmestuen kan brugerne komme og få gratis morgenmad, eller varm mad til frokost for 25 kr. og måske en madpakke til senere på dagen, hvis de har behov for dette. 
- Og så har vi altid kaffe på kanden. Nogle af vores brugere får ikke andet at spise, end det de får her. Vi havde på et tidspunkt lukket i tre dage. En bruger fortalte mig, at han ikke havde fået noget at spise i de tre dage. Det gjorde stort indtryk på mig, hvor stor en opgave vi er med til at løse. Der er også noget ved det at spise sammen med nogen - at være social omkring maden. 
 
På varmestuen kan brugerne også få bad, ligesom de kan få hjælp til sårpleje af varmestuens eget sundhedspersonale.
-  Vi har desuden en sygeplejerske, som kommer regelmæssigt og udfører tests for hepatitis, tuberkulose og kønssygdomme hos brugere, som har behov for dette.
 
Fejringer og sysler skaber hele mennesker med værdi
Varmestuen tilbyder også friheden til bare at være et helt menneske med værdi. 
- Hver måned holder vi fødselsdagsfest for alle de brugere, som har haft fødselsdag i løbet af måneden. Vi fejrer jul, fastelavn og andre festligheder. Det er altsammen med til at skabe minder, som brugerne kan leve på længe, ligesom de ikke føler sig usynlige, men nogen værdsætter de er der. Mange har jo en baggrund, men af forskellige årsager endt i den nuværende situation. Her ser vi det hele menneske, og ikke kun den situation de er i nu.
Varmestuen tilbyder også et lille krea-værksted, hvor brugere kan sy, strikke, male eller lave smykker mv. af perler. 
Desuden kan brugerne spille forskellige brætspil, lægge puslespil, læse avis, tjekke mail eller bare se en film. 
Det er med til at give mening i tilværelsen hos brugerne og
 
Behovet vokser - donationer ønskes
- Vi er meget afhængige af frivillige, for opgaven vokser. Vi mangler flere, som vil komme måske en gang om ugen og hjælpe med at lave mad og andre praktiske opgaver, fortæller Patricia, 
- Men vi har også brug for flere donationer. Eksempelvis mangler vi meget flere tallerkener, for vi har ikke altid tallerkener nok til alle, og ting til krea-værkstedet. Vi mangler også meget tøj og sko. Især til unge. Flere af dem går rundt i sko og tøj med huller i. Soveposer og liggeunderlag er der også behov for. Nogle gange sker det, at nogle af dem får en bolig, men de har hverken madras, dyne eller hovedpude. Her er det vigtigt, at kunne give dem en sovepose og liggeunderlag, så de i det mindste har noget.
 
Minder skaber livsglæde
Patricia drømmer også om, at kunne få noget styrketræningsudstyr, for mange af vores unge brugere ønsker, ligesom andre unge, at kunne gå i træningscenteret, men de har ikke pengene til at kunne betale for det. 
- Drømmene går også til donationer, som vil kunne give mulighed for brugerne kan vaske og tørre deres tøj, samt mulighed for at invitere brugerne på en bustur et eller andet sted hen som en oplevelse. Det kunne også være at få en eller nogle musikere til at holde en lille koncert for brugerne. Mange af vores brugere, især blandt grønlænderne, er meget musikalske, men de har ikke råd til at betale for koncertbilletter. Den slags er også med til at skabe minder, som de kan leve højt på i mange år. 
 
 
FAKTA
 
Kan du hjælpe?
Akutte behov:
- Tøj (især til unge)
- Sko
- Soveposer
- Liggeunderlag
- Stof
- Sytråd
- Garn
- Tallerkener
- Træningsudstyr
- Brætspil
- Puslespil
Hvis du ønsker at blive frivillig, eller kan hjælpe ved donation, så kontakt Patricia på 29 21 83 71. 
 
Housing First strategien
- Aalborg Kommune lancerede den 23. juni 2023 deres hjemløsestrategi.
- Strategien bygger på principperne fra “Housing First”.
- Housing First er en finsk model fra 2008, hvor de hjemløse først tilbydes en bolig, og herefter tager man fat på den hjemløses individuelle problemer.
- Housing First modellen adskiller sig fra tidligere modeller, hvor den hjemløse først skulle løse sine individuelle problemer, f.eks. med alkohol- eller stofmisbrug, før man kunne få tilbudt bolig. En model mange hjemløse ikke kunne opfylde.
- De hjemløse tilbydes en bolig, som tager højde for deres individuelle behov. Eksempelvis natur, ingen naboer tæt på eller socialt samvær.
Kilder: Aalborg Kommune, Ysäätiö Finland 
 
STATISTIK 
- Der var i 2024 5.989 hjemløse i Danmark. En stigning på 3% i forhold til den tidligere opgørelse fra 2022.
- Cirka 8 pct. af hjemløse overnatter på gaden. Resten på natvarmestuer, herberger, hos familie eller venner - såkaldte “Sofasovere” eller andre steder. 
- Aalborg havde i 2024 254 hjemløse.
- Jo ældre de hjemløse er, jo mindre grad overnatter de hos familie/venner, men i stedet på herberger, natvarmestuer eller på gaden.
- Antallet af hjemløse unge i Aalborg i alderen 18-24 år er i perioden 2009-2024 mere end fordoblet. 
- Mænd udgør 77% af alle hjemløse.
- Den største gruppe af hjemløse i Aalborg udgøres af de 30-39 årige.
Kilde: “Hjemløshed i Danmark 2024”, VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd
Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM

 Læs ugens lokalavis i mobilvenlig version 

 


Lokalavisens dækningsområde: