Vodskovs Grønne Pigespejdere fejrede 80 års jubilæum
VODSKOV: Både nuværende og tidligere aktive piger var mødt op, da De Grønne Pigespejdere i Vodskov søndag eftermiddag fejrede 80-års jubilæum i Spejderhuset på Langbrovej.
Udenfor blev der lavet bålmad og andre spejderaktiviteter, og indenfor blev der hygget med snak og minder fra svundne tider.
Det skete blandt andet med VHS-film og kig i scrapbøger med avisudklip og billeder.
Ikke mindst blev der delt gode spejderoplevelser blandt de mere modne piger, der kalder sig ”De Stedsegrønne”.
Her mindedes der lejre i England – og genvisitterne fra de engelske spejderveninder.
Dengang som nu giver spejderlivet pigerne en række værdifulde færdigheder, naturoplevelser, socialt samvær og langvarige - ofte livsvarige – venskaber.
Mod, empati og sammenhold
At være spejder handler om at udvikle empati, være ordentlig og hjælpe hinanden.
Som den tidligere grønne pigespejder Inge Stærkjær fra ”De Stedsegrønne” udtrykte det:
- Gennem aktiviteter lærer hver enkelt pige at turde mere og få ”gåpåmod i livet” i et stærkt fællesskab. Der skal også lyde en tak til lederne for deres imponerende arbejde med spejderflokken.
Jubilæumsgaver
I anledning af 80-års jubilæet blev Vodskovs Grønne Pigespejdere også begavet med økonomiske bidrag fra Lions Club Hammer Bakker, Skt. Georg i Aalborg og ”De Stedsegrønne”. Gaverne er øremærket til ture og hyggelige aktiviteter efter eget valg.
FAKTA
De Grønne Pigespejdere blev stiftet som KFUK-Spejderne i 1919.
I 2003 ændrede korpset navn til ”De Grønne Pigespejdere”.
Korpset har 3.300 medlemmer fordelt på 120 grupper.