2025-11-24 14:57:58 | Kategori: Avis

 
Generalforsamling i Vodskov Erhvervsforening:
God dialog med Aalborg Kommune – men der mangler handling

VODSKOV: På årets generalforsamling i Vodskov Erhvervsforening gav formanden Jesper Nyborg en status over et år fyldt med aktiviteter, netværk og et styrket lokalt erhvervsliv.
Indledningsvis takkede Jesper Nyborg bestyrelsen for et godt samarbejde, hvor der i årets løb har været seks bestyrelsesmøder.
Foreningen tæller i dag 84 medlemmer – en mindre tilbagegang i forhold til 2024.
Formanden opfordrede derfor alle medlemmer til at hjælpe med at rekruttere nye virksomheder til fællesskabet.

Dialog med Aalborg Kommune – men manglende handling
Vodskov Erhvervsforening deltager fortsat i Oplandsby-samarbejdet med Aalborg Kommune og Business Aalborg. 
Her er der nedsat et advisory-board med blandt andre den nye stadsarkitekt, Jens Rex.
Jesper Nyborg fortalte, at dialogen er god, men at konkrete resultater stadig udebliver:
- Vi møder stor forståelse, men når det kommer til handling, går det i stå. Vi bliver glemt, og der bliver ikke fulgt op. På næste møde skruer vi bissen på og kræver reel handling, lød det fra formanden.

Vodskov som attraktiv erhvervsby
Byens erhvervsliv udvikler sig fortsat positivt. 
De tidligere Fakta-lokaler ved SuperBrugsen er nu overtaget af Vodskov Dyreklinik og genbrugsbutikken Liebe Liebling.
Det eneste ledige erhvervslejemål i byen er nu Vodskovvej 30 - de tidligere Corneliussen-lokaler.
Også City Nord i Bouet er i udvikling med blandt andet Harald Nyborg og den kommende Hi Five-butik. 
Bestyrelsen ser væksten som en fordel for Vodskov:
- Boxbutikker kommer aldrig til Vodskov. Til gengæld har vi stærke specialbutikker og tre supermarkeder. City Nord kan tiltrække flere kunder til området – men vi skal gøre os synlige, og her burde kommunen hjælpe mere, sagde Jesper Nyborg.

Julebelysning, flagallé og byliv
Julebelysningen prydede igen i 2024 byens gader, monteret af Vodskov Idrætsforening.
I Rundkørsel Syd blev der opsat lyskæder med støtte fra erhvervsdrivende på Følfodvej, mens juletræet ved trekanten blev doneret af Tingvejens Skovbrug v. Bjarne Andersen.
Den nye flagallé er blevet flittigt brugt til konfirmationer og OBN-arrangementer. 
Alle kan leje FDF til opsætning.
Juletræsfesten i hallen trak rekordmange børn og stor opbakning fra byen - med Rema 1000 som hovedsponsor.

Arrangementer og netværk
Vodskov Erhvervsforening har gennem året holdt en række offentlige arrangementer, bl.a. Vodskov Open by Night og Sankt Hans i Hammer Bakker i samarbejde med Samrådet.
Sankt Hans 2025 trak omkring 300 deltagere. 
Traditionen blev holdt i hævd med båltale af sognepræst Birgitte Viftrup Mortensen, musik ved korleder Rikke Hestvang samt salg af pølser, øl, vand og snobrød ved FDF.
Jesper Nyborg rundede aftenen af med en tak for samarbejdet og et ønske om fortsat fremgang for Vodskov Erhvervsforening.

- ea  


Læs tidligere artikel fra Vodskov ...

  

 

Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM