FysioDanmark er meget mere end en traditionel fysioterapiklinik.
Her handler det ikke kun om at lindre smerter på en briks - men om at gøre patienterne stærkere, så de kan hjælpe sig selv.
Med et stærkt fokus på træning, moderne behandlingsmetoder og en aktiv tilgang til fysioterapi, har klinikken markeret sig som et sted, hvor folk ikke bare får behandling, men bliver en del af et fællesskab.
Fra lille klinik til en del af noget større Historien om FysioDanmark Nørresundby begyndte i januar 2022.
Her overtog FysioDanmark Aalborg lokalerne, hvor der tidligere havde ligget en fysioterapiklinik.
Anders Nielsen blev indsat som daglig leder, og Anders er stadig, tre år senere, den daglige leder af klinikken.
Anders Nielsen har en lidt anderledes baggrund end de fleste fysioterapeuter.
Han startede som automekaniker, har været befalingsmand i forsvaret og har siden arbejdet som fysioterapeut i snart 30 år.
Klinikken er en del af FysioDanmark - landets største fysioterapi-kæde med omkring 100 klinikker på landsplan. I dagligdagen er klinikken bemandet med Anders, Casper Mariager og Pernille Morell (som lige er returneret fra barsel. Alle har en stærk faglig tilgang og stor passion for deres arbejde.
Casper er en af de yngre kræfter på stedet. Han blev uddannet fysioterapeut for tre år siden og er ved at specialisere sig i idrætsfysioterapi. Han er også begyndt at lære akupunktur, en behandlingsform, som Anders har brugt i 25 år.
Pernille er uddannet i 2020 og er på klinikken cirka halvdelen af arbejdsugen.
Pernille varetager individuel behandling, holdtræning (bl.a. yoga) og resten af ugen arbejder hun ude af huset.
Træning er en del af løsningen Klinikken ser mange patienter med ryg- og nakkesmerter, men det er ikke et sted, hvor man kommer og får en hurtig løsning. Patienterne bliver en del af processen, hvor de selv skal tage ansvar for deres bedring.
- Hvis du vil have det bedre, skal du selv gøre en indsats. Det er ikke os, der helbreder dig -det er dig selv, siger Anders.
Særligt ét træningshold har udviklet sig til et stærkt fællesskab med synlige resultater. Casper fortæller om en gruppe ældre kvinder, der i flere år har gået fast til træning to gange om ugen.
- I starten havde de svært ved at komme ned på gulvet. I dag laver de dødløft og hård styrketræning, og de elsker det! Deres udvikling har været helt fantastisk, siger han med begejstring.
Der er planer om at starte nye træningshold, blandt andet inspireret af et videnskabeligt projekt fra Slagelse, hvor man kunne se, at ældre, der trænede regelmæssigt, fik et langt bedre helbred, mindre behov for hjemmehjælp og et lavere medicinforbrug.
Moderne fysioterapi med avanceret teknologi FysioDanmark tilbyder en bred vifte af behandlinger - fra klassisk fysioterapi til akupunktur, shockwave-terapi og laserbehandling.
Klinikken har også avanceret udstyr:
- Vi har blandt andet en ultralydsscanner, som kan hjælpe os med at lokalisere skader og give en hurtigere diagnose. Det betyder, at vi hurtigt kan lave en behandlingsplan og sætte den rigtige indsats i gang, fortæller Casper.
En anden specialitet er klinikkens fodscanner, som er en avanceret maskine, der måler trykpunkter under fødderne og kan hjælpe med at fremstille individuelt tilpassede såler til patienterne.
- Det er små detaljer, men de kan gøre en stor forskel for folk med smerter eller skæv belastning i kroppen, forklarer han.
Kroppen og sindet hænger sammen Noget af det, der adskiller FysioDanmark fra mange andre klinikker, er deres holistiske tilgang.
Her ser man ikke bare på den fysiske skade -men også på, hvordan den påvirker patienten mentalt.
- Hvis du står i en svær periode i livet, er du også mere tilbøjelig til at have smerter i kroppen. Det hænger sammen, og det er vigtigt at tale om og acceptere, at psyken spiller ind, og at det er helt normalt, siger Anders.
Casper supplerer:
- Vi bruger meget tid på at forklare patienterne, hvad deres skade betyder, og hvad de selv kan gøre for at forbedre deres situation. Jo mere viden de har, jo bedre kan de hjælpe sig selv.
Ud i virksomhederne FysioDanmark rykker også ud til virksomheder for at holde foredrag og workshops om sundhed, bevægelse og ergonomi.
Mange arbejdspladser oplever, at deres ansatte kæmper med smerter og skader på grund af stillesiddende arbejde eller ensformige bevægelser, og her kan tidlig indsats gøre en stor forskel.
- Det er noget, vi gerne vil gøre endnu mere af. Mange begynder først at tænke over deres krop, når de har ondt, men hvis vi kan hjælpe dem, før problemerne opstår, er det jo endnu bedre, siger Anders. I foredragene, som ofte afholdes i samarbejde med diætist og vanecoach Sarah Nørgaard, giver fysioterapeuterne konkrete råd til, hvordan man kan forebygge smerter gennem små justeringer i arbejdsstillingen, simple øvelser og bevidsthed om kroppens signaler.
- Ofte handler det ikke om store livsstilsændringer, men om at skabe gode vaner i hverdagen. Det kan være at få mere bevægelse ind i arbejdsdagen, lave nogle enkle øvelser eller bare blive mere opmærksom på sin arbejdsstilling, forklarer Casper.
- Og her er samarbejdet med Sarah Nørgaard vigtigt.
Flere virksomheder har allerede haft glæde af konceptet, og målet er at få endnu flere med.
En lille perle med store ambitioner En af de udfordringer, klinikken har, er, at de arbejder uden for sygesikringen.
Det betyder, at patienter ikke kan få en henvisning fra lægen og få tilskud via det offentlige.
- Det gør, at vi skal være meget synlige, så folk ved, at vi eksisterer. Vi bruger meget energi på sociale medier for at sprede budskabet, fortæller Casper.
Han mener, at klinikken er en skjult perle:
- Vi ligger et sted, hvor det er nemt at komme til fra
motorvejen, og vi har et fantastisk sammenhold her. På sigt drømmer vi om at udvide klinikken og træningsfaciliteterne, så vi kan få plads til endnu flere.
En klinik, der udvikler sig FysioDanmark er en klinik i konstant udvikling.
Med en stærk faglighed, en aktiv tilgang til fysioterapi og en afslappet atmosfære, har de formået at skabe et sted, hvor folk ikke bare kommer for behandling - men også for at blive stærkere, både fysisk og mentalt.
- Vi vil gerne være firstmovers og følge med udviklingen. Det handler ikke kun om at lindre smerter, men om at hjælpe folk til et bedre liv, slutter Anders.
Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.