I hjertet af Nørresundby ligger Butik Julia, en tøjbutik, der har klædt lokale kvinder på siden 1999. Med Lone Jørgensen i spidsen har butikken ikke kun overlevet skiftende trends og økonomiske udfordringer, men også opbygget et stærkt fællesskab med kunderne, der strækker sig langt ud over byens grænser.
En milepæl, der blev fejret med manér Den 4. marts 2024 markerede Butik Julia 25-års jubilæum og dagen blev fejret med konkurrencer, inviterede gæster og masser af gaver.
”Det var en fantastisk dag,” fortæller Lone. ”Det var overvældende at opleve, hvor mange der satte pris på os. Folk kom hele dagen med blomster, vin og gaver. Jeg var rørt over al den opbakning fra både kunder og venner.”
Det store fremmøde rørte Lone dybt, og det bekræftede hende i, at kunderne sætter pris på den personlige service, der er butikkens varemærke.
Fra hjemmehjælper til butiksindehaver Lones vej til at eje sin egen butik fulgte ikke den klassiske karrieresti. Hun begyndte sit arbejdsliv i Brugsen og arbejdede senere som hjemmehjælper, indtil fysiske udfordringer tvang hende til at finde nye muligheder.
Skæbnen førte hende til en tøjbutik i Aalborg, der dengang også bar navnet Julia og var ejet af en mand fra Odense.
Da han besluttede sig for at lukke, så Lone muligheden for at købe forretningen – på trods af at hun havde et lille barn derhjemme – og flytte den til Nørresundby, hvor den er beliggende i dag.”Det var en stor beslutning, men jeg tænkte: Hvis jeg ikke gør det nu, kommer jeg til at fortryde det,” siger Lone.
Siden har hun lagt sit hjerte i butikken og arbejdet seks dage om ugen i størstedelen af årene, indtil hun for to år siden begyndte at skrue lidt ned for timerne.
Butik Julia specialiserer sig i tøj til kvinder i størrelser fra 40/42 til 56, og kundekredsen spænder fra 35 år og opefter.
”Vi hjælper vores kunder med at se godt ud og finde tøj, der passer til deres facon. Vi er ærlige og siger det, som det er, hvis noget ikke klæder dem. Det sætter folk pris på,” forklarer Lone.
Et andet vigtigt fokusområde er tøjets kvalitet. Butik Julia prioriterer naturmaterialer fremfor kunststof, hvilket skiller dem ud fra mange af de billigere alternativer på markedet.
”Det skal være åndbart og behageligt at have på. Vi går ikke på kompromis med kvaliteten,” understreger hun.
Kunder fra nær og fjern Butik Julias loyale kundebase er ikke kun begrænset til lokalområdet. Kvinder rejser fra hele Danmark – og endda Grønland, Holland og Norge – for at handle i butikken.
”Det er en kæmpe succes for os, når kunderne kommer igen og igen og anbefaler os til andre. Det viser, at vi gør noget rigtigt,” siger Lone stolt.
Selv ved højtider som jul er tilliden stor. Mændene, der kommer ind for at købe julegaver til deres koner, får ofte hjælp af Lone og hendes team, som hurtigt kan finde det perfekte sæt ud fra et billede. Og det sker sjældent, at varerne skal byttes.
”Vi kender vores kunder så godt, at vi næsten altid rammer plet,” smiler Lone.
Et stærkt team og godt arbejdsmiljø Butik Julia består af Lone og to faste medarbejdere, som har været ansat i henholdsvis 13 og 3 år.
”Vi har det fantastisk sammen. Vi hjælper hinanden og skaber en hyggelig stemning, som også smitter af på kunderne,” siger Lone.
Hun roser sine medarbejdere og kalder dem Danmarks bedste personale, der er med til at sikre den personlige og professionelle betjening, som kunderne værdsætter.
Udfordringer og tilpasning Ligesom mange andre butikker oplevede Butik Julia udfordringer under corona. Løsningen blev en webshop, hvor kunder kunne bestille varer og hente dem i døren.
”Webshoppen giver os en større rækkevidde, men mange bruger den som inspiration og kommer ind i butikken for at prøve tøjet,” forklarer Lone. Corona-årene var hårde, men da restriktionerne blev ophævet, vendte kunderne tilbage for fuld styrke.
En passion for mode og fællesskab Lone brænder for arbejdet i butikken, og særligt messer er et højdepunkt for hende.
”Jeg glæder mig hver gang, vi skal på modemesse. Det føles stadig som juleaften, når de nye kollektioner ankommer til butikken – selvom vi godt ved, hvad vi har bestilt,” siger hun med et grin.
Fællesskabet i butikken og relationen til kunderne er det, der driver Lone.
”Så længe vi har det sjovt og kunderne bliver ved med at komme, har jeg ikke lyst til at stoppe,” afslutter hun.
En butik med sjæl og personlighed Ifølge Lone er Butik Julia er ikke bare en tøjbutik. Det er et sted, hvor kunderne føler sig velkomne og trygge, fordi de stoler på, at de bliver mødt med ærlighed og faglighed. Lone og hendes team fortsætter med at skabe en butik, hvor personlig service og kvalitet er i højsædet, og hvor relationerne til kunderne altid er i fokus.
Med 25 år på bagen er Butik Julia en stærk lokal institution, der fortsætter med at klæde kvinder på – både i Nørresundby og langt derfra.
Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.