BOUET: Allerede i dag er kapaciteten i rundkørslen ved Bouet presset i myldretiden både om morgenen men særligt om eftermiddagen.
Der har i de senere år været en stor erhvervsmæssig udbygning i området, ligesom der også skal etableres et nyt aflastningscenter med mange nye butikker på Kvickly-grunden, hvilket ventes at skabe ekstra omsætning, flere arbejdspladser, men også mere trafik.
Planen er at erstatte den nuværende fembenede rundkørsel med et nyt firebenet signalreguleret kryds mellem Loftbrovej, Hjørring Landevej og Bøgildsmindevej.
Desuden arbejdes der videre med en flytning af det femte ben i den nuværende rundkørsel nemlig Gl. Høvej til Hjørring Landevej i et nyt signalreguleret T-kryds.
Bedre trafikafvikling
- Det giver en bedre trafikafvikling og er med til at understøtte den udvikling, der kommer til at være i det her erhvervsområde, siger teamleder i By og Land, Mikkel Færgemand.
Målet har været at finde den løsning, der bedst kan afvikle trafikken i området, og som styrker kapaciteten på det trafikale knudepunkt, når der kommer mere trafik.
Resultaterne af kapacitetsanalyser viser nemlig, at den eksisterende rundkørsel kan afvikle den fremtidige trafik acceptabelt i morgenspidstimen, men ikke i eftermiddagsspidstimen.
Større kapacitet
- Et signalreguleret kryds har generelt en større kapacitet end en rundkørsel. Det ser man også på Universitetsboulevarden, hvor Vejdirektoratet udskifter rundkørsler med signalregulerede lyskryds, forklarer Mikkel Færgemand.
Der har desuden været en dialog med Vejdirektoratet omkring løsningen ved Bouet, der betyder, at der tilføjes et ekstra nordgående spor fra Bøgildsmindevej til Hjørring Landevej, da der ellers vil være risiko for kø ned til motorvejsramperne.
- På nuværende tidspunkt er der tale om et skitseprojekt, der er i myndighedsfasen, hvor man skal afklare, hvilket tilladelser man skal have. Nu skal man ned i detaljen og tegne det detaljerede projekt, så vi ved præcis hvilke arealer der er behov for. Derefter skal arealerne til den nødvendige udvidelse eksproprieres. Vi forventer, at projektet kan starte op, med ekspropriation i foråret 2026, så vi kan sætte skovlen i jorden i slutningen af 2026, tilføjer Mikkel Færgemand.
Udbud
Når alt er på plads, skal projektet sendes i udbud, og på nuværende tidspunkt er det forventningen, at projektet er afsluttet i 2029.
I øvrigt bliver krydset ved Bouet ikke mindre centralt på længere sigt, da det spiller en vigtig rolle i at overflytte trafik mellem de to fjordkrydsende motorvejsforbindelser via Høvejen, hvis der skulle ske en hændelse ved en af de fjordkrydsende forbindelser.
Det er også meningen, at der i det signalregulerede kryds ved Kvickly-indkørslen skal etableres et fjerde ben til vejbetjening af et nyt lokalplanområde mod vest.