En aften fyldt med glæde, underholdning og nye produkter
Tekst og foto: Betina Fjelsted
VODSKOV: Tirsdag aften dannede Spejlsalen i VKL rammen om en festlig begivenhed, da Maxi Clean inviterede til lanceringsevent for deres nye produktserie.
150 glade gæster havde sikret sig billet til aftenen.
Allerede ved døren blev de varmt modtaget af Annette Rishøj, som hilste med både håndtryk og kram.
Aftenen blev indledt med velkomstdrinks, mens gæsterne fandt deres pladser i salen, der var smukt pyntet til lejligheden.
Programmet bød på underholdning – lige fra musikalske indslag og spændende videopræsentationer til lodtrækninger om gavekurve på billetnumrene.
Et af aftenens højdepunkter var en imponerende danseoptræden af de nykårede lokale mestre Marie fra Vodskov og Marius fra Aarhus, der netop har opnået en flot placering ved U19 WDO i Polen.
Publikum kvitterede med begejstring og store bifald.
Herefter blev Maxi Cleans nye produktserie præsenteret med fokus på anvendelse, effektivitet og drøjhed.
Publikum fik både mulighed for at se produkterne i brug og høre om deres egenskaber – og ikke mindst stille spørgsmål og få individuel vejledning i det særligt indrettede salgsområde, som blev åbnet sidst på aftenen.
Arrangementet blev rundet af med et indbydende tapaskagebord, kaffe og hyggesnak blandt de mange fremmødte, der kunne gå hjem med både ny viden, inspiration – og måske en gavekurv eller to.