2025-08-28 08:00:00 | Kategori: Avis

 
Nye boliger har været længe undervejs

Tekst og foto: Kirsten Pilgaard

GRINDSTED: Det var egentlig meningen, at byggeriet af de første nye boliger i Grindsted skulle være begyndt for over et halvt år siden. I januar 2025.
Men Aalborg Byråd har endnu ikke vedtaget en lokalplan for området. 
Derfor er byggeriet af 51 boliger på et helt nyt boligområde – Hammertoften – ikke gået i gang endnu. 
Nu håber bygherre og advokat Rasmus Hougaard på, at man i stedet kan komme i gang med at bygge de første rækkehuse i slutningen af 2025 – afhængig af lokalplanens vedtagelse.
Rasmus Haugaard mener, at Grindsted har et attraktivt landsbymiljø at byde på.

En overset perle
- Der er i byen et miljø, der gør det superattraktivt – og med en skole, der scorer næsthøjest på Aalborg Kommunes trivselsmåling, siger han.
Rasmus Hougaard peger også på, at bebyggelsen ligger direkte ud til Hammer Bakker.
- Grindsted er en overset naturskøn perle, siger han. 
Rækkehusene bliver på mellem 85 til 115 kvadratmeter – og boligerne må højest være i halvanden etage.
De 43 private udlejningsboliger og otte almennyttige boliger skal bygges på et 4,5 hektar stort areal – på Hammertoften - lige uden for byskiltet og med vejadgang fra Uggerhalnevej. 
De otte almennyttige boliger bygges af Himmerland Boligforening.
Samrådet for Grindsted og Uggerhalne har længe ønsket sig nye boliger i byen.  

Til glæde for byen
Det er til glæde for byen, mener samrådet, der har arbejdet for netop et nyt boligområde i Grindsted med boliger til børnefamilier og seniorer.
Samrådet vil hermed sikre, at der bliver ved med at være et velfungerende landsbymiljø med skole, børnehave, idrætshal, kulturhus og en række engagerede fritidsforeninger.  
Der har været to borgermøder om emnet. 
Samrådet konkluderer, at der på møderne overordnet har været stor opbakning.
Men ikke alle er lige begejstrede for de nye boliger. 

Kraftige protester
Beboere har i høringssvar kraftigt protesteret, da de mener, at bebyggelsen vil ødelægge områdets særegne og helt fantastiske natur. 
Og fra Tranevej – der ligger ud til det område der skal bygge på – er der en fantastiske udsigt ud til Jyske Ås. 
Den vil forsvinde og husene på Tranevej vil falde i værdi, lyder det i høringssvarene.
I flere høringssvar er der også stor bekymring for at det nye område vil forurene grundvandet i området – der er et sårbart vandindvindingsområde.
Også selv om der anlægges et fælles rekreativt område op til boligerne på Tranevej netop for at beskytte grundvandet.

Politikerne skal tage stilling
Aalborg Byråd har i første omgang godkendt et kommuneplantillæg og har godkendt, at en lokalplan for Hammertoften blev sendt i offentlig høring. 
Derefter skal politikerne i By- og Landskabsforvaltningen tage stilling til, om lokalplanen kan godkendes til videre behandling i Aalborg Byråd. 
Høringsfasen er afsluttet 27. juni.
Rasmus Hougaard håber, at lokalplanforslaget hurtigt kan vedtages, så han kan komme i gang på Hammertoften.

En anden aktør i gang
Der er dog én anden aktør, der skal i gang inden da. 
Nordjyske Museers arkæologiske afdeling har nemlig i en forundersøgelse, fundet spor af huse fra den tidlige jernalder – altså huse, der er cirka 2500 år gamle.
Derfor skal museet bruge tid på at udgrave og undersøge jorden nærmere, inden den kan blive frigivet til byggeriet. Det kan vare flere måneder, inden arbejdet er færdigt. 



Læs tidligere artikel fra Grindsted ...

  
  

 

Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM