Kildehuset i Nørresundy gav Dennis positive ændringer i sit liv
NØRRESUNDBY: Tilbage i december 2016 fandt Dennis for første gang vej til Kildehuset.
Dengang var han et svært sted i livet, hvor han følte sig ensom og havde svært ved at udfylde sin hverdag.
- Jeg trængte til at snakke med andre mennesker og have noget at stå op til. Og så havde jeg rigtig svært ved at tro på mig selv- det kan jeg stadig have. Følelsen af ikke at du til noget, har jeg døjet med helt tilbage fra min skoletid, fortæller Dennis.
I Kildehuset fandt han et fællesskab, hvor han kunne tale med andre og prøve kræfter med forskellige opgaver.
Det blev begyndelsen på en positiv forandring.
-Jeg mødte så mange forskellige mennesker her i Kildehuset, og det gjorde en stor forskel for mig. Jeg blev mere åben for nye ting. Og det var også her, jeg mødte en, som var radiovært på Nibenitten. Han spurgte, om jeg ikke ville prøve at være radiovært dernede. Jeg tror, han spurgte mig ti gange, før jeg sagde ja – og nu har jeg været vært i min fritid siden 2017.
- Jeg har ’Dennis’ Hjørne’, hvor jeg spiller alt fra klassisk til dansk top til rock – ja, hvis det stod til mig, spillede jeg bare heavy metal i en time, men så lukker radioen nok ned, griner Dennis.
Ud over den nye hobby som radiovært fik Dennis også mulighed for at tage OA-jobs via Kildehuset.
- Jeg har haft en del forskellige OA-jobs gennem årene. Det har mest været rengøring – både i Headspace og SKP, hvor jeg var i tre år, og i Støttecenteret i Louisegade. Jeg har også været i Musikkens Hus, hvor jeg skulle stille mad frem til personalet til frokost, fortæller Dennis.
- Jeg tror, at OA-jobbene gjorde, at jeg fik troen på mig selv. Jeg fik noget selvtillid, som jeg manglede – og jeg fik åbnet op og snakket med en masse folk. Det var rigtig godt for mig.
Gennem sine OA-jobs fik Dennis nyttige erfaringer, som han kunne skrive på sit CV.
Han søgte mange forskellige jobs – og pludselig, en dag i efteråret 2024, gav det pote.
- Da de ringede fra Mellervangskolen og sagde, at jeg skulle til samtale, blev jeg helt... jeg kunne slet ikke være i mig selv, fortæller Dennis med et stort smil.
Selvom det ikke var nogen let opgave for ham at være til samtale og fremhæve sine styrker, gik det godt – og jobbet blev hans.
Kort efter ansættelsen var Dennis til MUS-samtale på sin nye arbejdsplads – en oplevelse, der gjorde stort indtryk.
- Jeg har slet ikke været vant til at få ros på den måde, så jeg var godt nok glad, da jeg gik hjem den dag. Jeg skyndte mig at ringe til min kæreste, og jeg skrev også et opslag om det på Facebook.”
Dennis klapper sig selv på skulderen og tilføjer med et smil:-
- Det er fedt at kunne dele, når der sker noget godt.
Med sit nye fuldtidsjob har Dennis fået en meningsfuld hverdag, stabilitet og nye muligheder.
- Jeg har noget at stå op til, og jeg ved, hvad jeg skal – det har jeg ikke prøvet siden 2013. Pludselig har jeg en fast indkomst, jeg kan regne med, og det er virkelig fedt. Nu kan min kæreste og jeg måske komme på en lille ferie her i landet – den slags har der ikke været råd til i lang tid, fortæller Dennis.
Han slutter med en opfordring til andre, der har det svært:
- I mange år har jeg mødt modstand og været alene om at kæmpe imod, men i Kildehuset har jeg fået støtte. Så prøv at komme herned og se det – i stedet for at sidde derhjemme. Man kan bare starte stille og finde ud af, hvad man er god til – om det er i køkkenet, hus og have eller på Kontoret.
Dennis’ historie viser, hvor vigtigt det er at skabe inkluderende og støttende fællesskaber, hvor mennesker med psykiske udfordringer kan føle sig nødvendige, udvikle sig og tage ansvar.
Kildehusets slogan “Kom dig og kom videre” siger det hele: Kildehuset er ikke bare et sted at være – det er et sted, hvor man finder nye veje i livet.