Er vejarbejdet ved "kirke-rundkørslen" på Tingvej gået i glemmebogen?
Vejarbejdet har ligget stille siden sensommeren 2024
VODSKOV: I forbindelse med opførelsen af den nye børnehave på Tingvej skal der etableres en bredere svingbane ved rundkørslen ved Vodskov Kirke.
Vejarbejdet gik i gang sidst på sommeren 2024, men blev stoppet kort efter, at der var foretaget udgravning på et stykke af den sydlige del af Tingvej.
Siden har arbejdet ligget stille i månedsvis – til stor undren for mange.
Den pågældende del af Tingvej er siden blevet yderligere belastet af trafik i forbindelse med aflevering og afhentning af børn i den nye børnehave. Samtidig benyttes strækningen også af skolebørn.
Lokalavisen har fået følgende oplysninger fra Aalborg Kommunes Vejforvaltning:
Derfor ligger vejarbejdet stille
AK Bygninger, der er bygherre på den nye børnehave, har haft flere forskellige rådgivere tilknyttet byggeriet.
Problemerne på Tingvej skyldes, at én af rådgiverne ikke har haft styr på ledningsoplysningerne – og heller ikke har afholdt det nødvendige ledningsejermøde i forbindelse med vejudvidelsen og etableringen af svingbanen.
- Derfor stod jordentreprenøren, som skulle udføre arbejdet i august 2024, uden de nødvendige oplysninger, oplyser Vejforvaltningen.
- Da jordentreprenøren åbnede kørebanen, viste det sig, at den nye kantstenslinje ikke kunne placeres som planlagt. Der lå nemlig både telekabler og fjernvarmerør i vejen – og de skal først flyttes, før arbejdet kan fortsætte.
Hvad sker der nu?
Vejforvaltningen har siden haft flere møder med alle involverede parter med henblik på at få færdiggjort svingbanen ved rundkørslen på Tingvej.
- Der skulle nu være styr på tingene. Gravningstilladelsen er godkendt, og vi afventer, at arbejdet med at flytte ledningerne går i gang snarest, oplyser forvaltningen.
I første omgang skal de såkaldt bløde kabler – herunder NordEnergi-fiber, AK Finer og AK Belysning – flyttes.
Derefter følger fjernvarmen, hvorefter det egentlige vejprojekt kan gennemføres som godkendt af myndighederne.
Vejforvaltningen har været i kontakt med Tom Jakobsen A/S, der er hovedentreprenør på opgaven.
Et forsigtigt bud herfra er, at arbejdet kan være afsluttet i slutningen af juni.