VODSKOV: 48 medlemmer mødte op, da Vodskov Mølles Venner holdt årets generalforsamling.
I sin beretning så formand Tove Nørgaard Jensen tilbage på et 2024 med flere gode arrangementer – og positiv respons på ansøgninger til fonde.
Bl.a. har AN TV-fonden givet et tilskud på 70.000 kr. til renovering af møllevingerne, ligesom Nord Energi donerede 50.000 kr. til renoveringen af møllens tag.
Spar Nord-fonden bidrog med 10.000 kr. til nye hynder til stolene, kaffemaskiner og termokander.
JK Auto har sponseret T-shirts og trøjer til bestyrelsen og hjælperne, mens "Den Bette Håndværker" har doneret jakker.
Ekstra festlig "Åben Mølledag"
Et af Vodskov Mølles helt store arrangementer i 2024 var årets "Åben Mølledag" den 16. juni, der blev støttet med 25.000 kr. fra Samlingskraftpuljen.
Her var der besøg af en flot kortege af veteran-folkevogne – med de såkaldte "rugbrød" og "bobler."
Mølledagen bød også på Star Wars-krigere, ligesom der var opstillet en pølsevogn med gratis hotdogs og sodavand til publikum.
Der blev spist 388 pølser og drukket 165 sodavand, berettede Tove Nørgaard Jensen.
Vodskov Mølle har også deltaget i Vodskov Open by Night med udstilling og salg af forskellig slags kunst, ligesom der har været julemarked i møllens hyggelige lokaler.
Hædret med æresmedlemsskaber
Tove Nørgaard Jensen afsluttede sin beretning med at takke alle møllens frivillige for deres indsats og udnævnte Lis og John Schødt, Anne Lise Andersen og Knud Bødker som æresmedlemmer for det store arbejde, de gennem mange år har lagt i Vodskov Mølle.
Bestyrelsen i Vodskov Mølles Venner består efter generalforsamlingen af formand Tove Nørgaard Jensen, næstformand Erik Andreasen, kasserer Gunnar Sørensen, sekretær Judith Andreasen og Frank Jensen, mens Frank Brøgger og Nickolaj Back er suppleanter.
Efter den formelle del af aftenen fortalte dyrlæge Thorsteinn Arnason om hverdagen på Vodskov Dyreklinik.