Forbedrede faciliteter for godt 1,7 mio. kr. til kano- og kajakroere i Lindholm
LINDHOLM: Kano- og Kajakklubben Limfjorden i Lindholm har netop holdt officiel indvielse af en tilbygning og renovering af klublokalerne.
Med nye styrketræningsrum, ergometerrum og mødelokaler bevares klubbens attraktivitet for både nuværende og kommende medlemmer.
Efter et langt og sejt træk kunne Kano- og Kajakklubben Limfjorden i Lindholm (KKL) forleden fejre, at man endelig var i mål med en omfattende tilbygning og renovering af klubbens faciliteter.
Projektet har kostet 1.766.000 kr., inklusive værdien af det frivillige arbejde fra klubbens egne medlemmer.
Hovedparten af midlerne er dog skaffet via tilskud og fonde.
– Stor tak til alle fondene og Aalborg Kommune, som har bidraget til det økonomiske fundament for projektet. Men sådan et projekt kan ikke gennemføres uden de frivillige ildsjæle i klubben, som utrætteligt har bidraget til både planlægning, fondsansøgninger og – ikke mindst – knofedt i det praktiske arbejde, som klubbens medlemmer selv har stået for, understreger formand for Kano- og Kajakklubben Limfjorden Kent Klitgaard,
Efter ombygningen er styrketrænings- og ergometerroningslokalerne blevet udvidet, og der er etableret nye gangarealer, så man ikke længere skal passere gennem styrketræningslokalet for at komme til omklædningsrummene.
Derudover er der indrettet et møde- og arkivlokale til bestyrelsen, der tidligere havde et lokale, der nærmest mindede om et kosteskab.
Klubben har også fået installeret et klimavenligt Genvex-anlæg, og der er skabt handicapvenlige forhold til glæde for klubbens pararoere.
– Jeg synes, at vores klubfaciliteter nu fremstår knivskarpe – fremtidssikrede og attraktive for både vores dygtige eliteroere og de mange motionister, der året rundt flittigt styrketræner og ror ergometer, når de ikke boltrer sig på fjorden og i åen. Forhåbentlig kan det også være med til at tiltrække nye medlemmer til vores begynderhold, som afholder kurser i maj og juni, siger Kent Klitgaard.
Projektet er støttet af AN-TV Fonden, Nordea-fonden, Vanførefonden (i samarbejde med Parasport Aalborg), Aalborg Kommunes Prioriteringspulje, Tilgængelighedspulje og Energipulje.