Banko spillede 37.000 kr. ind til Naturbørnehaven i Vester Hassing
VESTER HASSING: Søndag før påske var der stort bankospil i Vester Hassing Hallen til fordel for Naturbørnehaven.
Over 500 personer mødte op til bankospillet, der var arrangeret af "Støtteforeningen Natur Børnenes Venner", VHG og Støtteforeningen til Børnefonden.
I alt blev der samlet imponerende 37.362,50 kr. ind til Naturbørnehaven i Vester Hassing.
pengene skal bruges til at styrke både børnenes og personalets vilkår samt til at fortsætte det arbejde, Støtteforeningen har sat gang i, for at sikre et godt læringsmiljø.
"Natur Børnenes Venner" er en støtteforening stiftet af forældre i børnehaven, hvis formål er at skabe bedre forhold for både børn og ansatte.
Masser af fine præmier
Bankospillet tiltrak deltagere fra både nær og fjern, og mange måtte desværre køre forgæves, da plader og pladser hurtigt blev udsolgt.
Der var ikke kun pengepræmier på spil, men også to store gavekort til Fårup Sommerland og Skallerup Seaside, doneret af malerfirmaet L&M ApS.
Der var også et amerikansk lotteri med præmier for mere end 50.000 kr., hvor lokale virksomheder og sponsorer havde doneret flotte gevinster.
Støtte og håb for fremtiden
Det er ikke første gang, der ydes støtte til Naturbørnehaven. Tidligere har AN-TV allerede doneret 100.000 kr., som skal bruges på et nyt legetårn til børnehaven.
Med overskuddet fra bankospillet ser støtteforeningen nu frem til at intensivere arbejdet med fondsøgning og fortsætte med at forbedre forholdene i børnehaven.
- Vi havde slet ikke turdet håbe på så stor opbakning fra frivillige, sponsorer og bankospillere. Det er fantastisk at se, hvordan vores arbejde bærer frugt, og vi ser frem til at kunne fortsætte arbejdet med at fremme børnehavens vilkår, siger formanden for "Natur Børnenes Venner" Kristina Thomsen.