2025-03-20 08:43:00 | Kategori: Avis



Galleri Hammers Venner er nedlagt
Kunstforeningen Hammer Bakker er trukket i arbejdstøjet

GRINDSTED-UGGERHALNE: I snart ti år har Galleri Hammer nydt godt af venneforeningens indsats, men bygningerne er nu sat til salg, og al galleriaktivitet er ophørt. 
Galleriejer Bitsch er også flyttet.
Foreningen GHV er nedlagt pr. 10. marts 2025, og regnskabet er blevet nulstillet. De sidste midler gik til oprydning efter skulpturerne fra sommerens kunstfestivaler.
En kreds af medlemmer fra Galleri Hammers Venner er gået sammen for at etablere en ny kunstforening, Kunstforeningen Hammer Bakker (KHB). 
Foreningen vil fungere som en "foreningernes forening" med deltagelse fra for eksempel kunstnergruppen LIV (Vejgård) og Aalborg Fotoklub.
På opfordring fra kommunens kulturudvalg vil KHB arbejde for at dække et bredere geografisk område end blot Hammer Bakker og derfor også engagere sig i den nordlige del af Aalborg Kommune. 
Der er allerede fundet en række udstillingssteder, der kan benyttes, samt mange samarbejdspartnere.
Der blev holdt et informationsmøde den 10. marts i Kultur- og Borgerhuset i Grindsted, og den stiftende generalforsamling finder sted på Liselund i Vodskov, den 3. april. 
Foreningen sigter mod at etablere et formandskab (ikke én formand) og en større bestyrelse, der giver plads til flere fraktioner. 

- Vi er meget opsatte på at skabe en forening, hvor både de udøvende kunstnere og de kunstinteresserede kan mødes og hygge sig sammen, fortæller de to foreløbige kontaktpersoner frem til generalforsamlingen Ib Ulbæk og Dan Ole Faaborg, der også er to af  forfatterne bag bogen "Se Hammer Bakker."
- Nogle af de første aktiviteter vil inkludere en udstilling om William Jessen samt en udflugt til Vejen Museum, hvor den berømte billedhugger Niels Hansen Jacobsen blev født. 
Vejen Museum rummer en stor samling værker fra kunstnerkolonien i Hammer Bakker, som vi glæder os til at opleve, tilføjer Ole Faaborg.

ea

 

Læs tidligere artikel fra Grindsted-Uggerhalne ...


  

 

 

Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM