Området ved indkørslen til Hammer Bakker fik navnet Skovbrynet
Tekst og foto: Erik Amstrup
VODSKOV: Lørdag formiddag var der officiel indvielse og navngivning af det forskønnede område ved indkørslen til Hammer Bakker.
Vodskov Samråd, der har taget initiativ til forskønnelsen, opfordrede her i Lokalavisen byens borgere til at indsende navneforslag til stedet.
- Dem fik vi rigtig mange gode af, fortæller Jan Levin fra Samrådet.
Navnet bliver fremover Skovbrynet.
Området er udsmykket med fire granitsøjler, der symboliserer ”De fire årstider”.
- Hvilke søjler, der repræsenterer forår, sommer, efterår eller vinter, er op til din egen fortolkning. Det er jo et kunstværk
Ligeledes er der QR-koder, så du med din mobiltelefon kan indhente et stort antal oplysninger om Hammer Bakker: Historien, Museet, Shelters, forslag til vandre- og løberuter og meget andet.
Det var formanden for Vodskov Samråd Peter Lindholt, der klippede den røde snor og samtidig fortalte om projektet, der har været tre år undervejs.
Tre grundejere har vederlagsfrit doneret området til Aalborg Kommune, der fremover står for vedligeholdelsen.
Desuden har fonde, lokale virksomheder og private borgere støttet projektet økonomisk.
Mange borgere var mødt op til indvielsen og navngivningen.
De blev efterfølgende trakteret med pølser og sodavand.