Sulsted Borgerforening har indsamlet 180.000 kr. til julebelysning
Tekst og foto: Erik Amstrup
SULSTED: - Det er nu 99,99% sikkert, at Sulsted får en flot ny julebelysning i år, sagde formanden for Sulsted Borgerforening Susanne Thirup på generalforsamlingen i tirsdag.
Borgerforeningen har gennem et par år samlet ind til indkøb af 65 lysende julestjerner, der skal pryde Sulsteds gader og stræder i den søde juletid.
Der er indsamlet kr. 180.413,22 til formålet, der er tilvejebragt gennem overskud fra borgerfester og forskellige donationer fra virksomheder og private borgere.
Selvom der nu anskaffes ny julebelysning, ændres der ikke på, at Sulsted fortsat vil have to juletræer som hidtil
I sin beretning gennemgik Susanne Thirup årets gang i Sulsted Borgerforening, der bl.a. har budt på juletræstænding, portvinssmagning, fastelavnsfest, kreahold, fællesspisninger, borgerfest med 259 deltagere, Sankt Hans og fugleskydning.
Susanne Thirup roste Sulsteds Onsdagshold, der gør en stor indsats for byen – ikke mindst på Mindejorden.
- I det hele taget er alt, der foregår i Sulsted Borgerforening baseret på frivillige hænder.
Sulsted Borgerforening tæller lige nu 155 medlemmer, hvilket er en fremgang på 25 i forhold til sidste år.
Kasserer i Sulsted Borgerforening Gitte Larsen ønskede ikke genvalg. I stedet indtræder Annette Skovbak i bestyrelsen.
Som suppleanter valgtes Sebastian Larsen og Andreas Pedersen, mens Lene Lynnerup fortsætter som revisorsuppleant.