VESTBJERG: Fredag formiddag var der officiel indvielse af første etape af Vestbjergs nye junglesti på Ronjasvej.
Vestbjergs børnehaver, dagplejere, skolens 2. klasser ogtalrige borgere var sammen med sponsorerne mødt talstærkt op for at gå en tur og afprøve de mange aktiviteter på den nyanlagt junglesti.
Inden formanden for Vestbjerg Samråd Torben Carstensen og rådmand for By og Land Jan Nymark Rose Thaysen sammen klippede den røde snor, gennemgik tovholder John Østergaard fra Vestbjergs Ildsjæle baggrunden for, at der nu er skabt en junglesti og et rekreativt mødested for byens borgere.
- Da projektet med separat-kloakering i Vestbjerg blev planlagt for nogle år siden, besluttede Aalborg Kommune anlægge seks til otte søer på de tidligere fodboldbaner til opsamling af byens overskydende overfladevand.
- Samtidigt skulle området indrettes som rekreativt område med stier og beplantning.
- ”Ildsjælene i Vestbjerg”, der er et underudvalg under Vestbjerg Samråd, der har løst store opgaver i forbindelsen med anlæggelsen af Vestbjerg byhave, frugthave og byens julebelysning tog i 2019 yderligere initiativ til at udvikle området med søerne til en natur- og klimapark.
- I spidsen for dette initiativ stod Karl Meir Sørensen, Niels Lønstrup og Bodil Mortensen, fortalte John Østergaard
I fredags blev første etape af Natur-og Klimaparken så indviet med ibrugtagningen af den imponerende junglesti.
Når parken står endelig færdig, vil den indeholde et stort madpakkehus og udendørs bålsted, der kan danne ramme om f.eks. bålaftener, fællesspisninger og udendørs undervisng.
Der kommer desuden shelterpladser, primitivt toilet, amfiteater med siddepladser til f.eks. skoleteater, koncerter, foredrag og sangaftenerne.
Efter fredagens indvielse og vandring, var alle fremmødte tydeligvis meget imponerede af den nye junglesti.
Vi lader billederne fra fredagens indvielse ”tale for sig selv”.