2024-09-17 14:00:00 | Kategori: Avis

 
Tidligere elever fejrede 50-året for afgangseksamen fra Vodskov Skole

Tekst og foto: Erik Amstrup

VODSKOV: Lørdag eftermiddag mødtes 25 tidligere elever i skolegården på Vodskov Skole. 
Ikke for at møde ind til en eftersidningstime – men for at markere, at det i år er 50 år siden, de forlod Vodskov Skole med et eksamensbevis fra enten III Real eller 8. klasse.
Efter at have hilst på hinanden gav skoleleder Kirsten Vibjerg en rundvisning på Vodskov Skole, hvor der er sket en markant forandring af bygningerne siden 1974 - og  2014, hvor eleverne mødtes til 40-års jubilæum.
- Vi var alle enige om, at Vodskov Skole er en meget velholdt skole med farver og indretning, som danner meget gode rammer for læring. Og med en helt anden pædagogisk tilgang og læringsprincipper, end da vi gik på skolen, fortæller Anette Højer Mikkelsen, der sammen med Benny Lynge og Bo Højgaard havde arrangeret dagen.
Snakken gik lystigt:
- Kan du huske …?
- Det var her, vi havde klasselokale …
- Det var her, skoletandlægen var …
- Det var her i skolegården, vi stod på række, inden vi måtte gå ind. Osv.
Efter rundvisningen på skolen var Benny Lynge guide på en gåtur i Vodskov, hvor han fortalte om de forandringer, der var sket i byen og om, hvor de forskellige boede, da de var en del af den lokale børne- og ungeflok.
Efter et pitstop med forfriskninger hos Bo Højsgaard, var der middag, hvor der ligeledes var en god stemning, hvor snakken igen gik:
- Har du forladt arbejdsmarkedet?
- Har du stadig familie i Vodskov? Osv.
De tre arrangører Anette Højer Mikkelsen, Benny Lynge og Bo Højsgaard var yderst tilfreds med dagens forløb.
Det lød til, at der var genvalg til trioen om at lave et tilsvarende skolemøde. Men nu allerede om fem år, alderen taget i betragtning.
I alt var der tilmeldt 26 til jubilæet. 
Én måtte dog melde afbud på grund af sygdom.

Året 1974
Da eleverne i 1974 forlod Vodskov Skole, kunne de synge med på nogle af det års største hits som f.eks.: ABBA's ”Waterloo”,  Elton Johns ”Goodbye Yellow Brick Road” og Niels Hausgaards ”Først en halv time på den ene side” og ”Wimmersvej” med Bamses Venner.
Den 9. august måtte Richard Nixon forlade posten som præsident i USA som følge af Watergate-skandalen. 
Han blev afløst af vicepræsident Gerald Ford.

 

Læs tidligere artikel fra Vodskov ...

  

 

 

Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM