2024-07-25 08:00:00 | Kategori: Avis

 
55 børn og unge deltog i Snorgaardens Rideklubs sommerlejr i Langholt
 
Ida Sørensen fra klubben har sendt os denne beretning om ugens gang i sommerlejren

LANGHOLT: Søndag 30. juni om aftenen blev Snorgaardens Rideklub forvandlet til en lejr, hvor otte store tipi-telte stod klar til at modtage 55 forventningsfulde børn og unge. 
De så frem til at starte deres sommerferie med bravour, hvor der var ridelejr på programmet.  
Aftenen gik med indlogering og ryste-sammen-lege, så deltagerne kunne lære hinanden bedre at kende. 
Deltagerne blev inddelt i hold, hvor omkring halvdelen er deltagere under 11 og den anden halvdel over 11. 
På Snorgaardens Ridelejr er princippet nemlig, at det fra mandag til tirsdag primært deltagerne under 11, der er i fokus, mens   deltagerne over 11 - som gode rollemodeller - hjælper og guider de yngre deltagere gennem programmet. 
Fra tirsdag aften, når de yngste deltagere bliver hentet, vil resten af ugen få sit fulde fokus på de ældre deltagere. Årets yngste deltager var to år, mens den ældste var 16. 

Mandag med pony- og kæpheste
Mandag morgen gik ridelejeren for alvor i gang, hvor holdene skulle skifte imellem aktiviteterne: Stjerneløb, maling på sten, og ponygames. 
Efter frokost stod den først på forhindringsbane, så limbo, højdespring og sækkeløb, efterfulgt af en omgang kæphestekonkurrencer. 
Aftenen bød på bålhygge med pandekagestegning og stegte skumfiduser, ligesom der blev hygget med spil.
Andre fik redet på de ponyer, der ikke var blevet redet tidligere på dagen. 
Mellem alt dette blev der indtaget godt med mad, is, slik og slush-ice.

Cirkusgården ved Løkken
Tirsdag var den sidste dag for deltagerne under 11 år.
Her skiftede holdene igen mellem forskellige aktiviteter, der var 
springning, oprydning i stalden og rundbold. 
Efter frokost pakkede de yngste, der skulle hjem til aften, sammen i teltene. skulle hjem til aften. 
Da det var overstået, kørte ridelejren mod Løkken, hvor klubben var inviteret til et lærerigt hesteshow hos Katja Schumanns Cirkusgård mellem Vrensted og Løkken.
Her var forestillingen tilrettelagt således, at publikum fik fortalt og vist, hvordan Katja Schumanns stille og rolige tilgang til arbejdet med hestene kunne gøres på hestens præmisser.
Da lejren igen landede på Snorgaarden, blev der serveret aftensmad, hvor vinderne af gårsdagens kæpheste-konkurrencer blev belønnet. 
Herefter blev de yngste deltagere hentet. 
Resten af aftenen gik med hygge, spil, kæphest og lidt ridning.

Årets hemmelige arrangement
Onsdag havde ridelejren fuldt fokus på deltagerne fra 11 år og op. 
Dagens program indledtes med spring, hvor Signe Gadgaard og gav kursus. 
Signe er i beriderlære og har netop afsluttet første halvdel. Hun kan dermed kalde sig for rideinstruktør. 
- Trods et par enkelte ”afsidninger” blev det en god og lærerig dag, fortæller den 14-årige deltager Mathilde Kristiansen.
Efter aftensmaden tog alle afsted til årets hemmelige arrangement i Hjallerup Kino.
Klubben havde lejet hele biografen med filmen "Inderst Inde 2” på lærredet. 
- Det blev en hyggelig aften, hvor vi alle kom helt ned i gear, fortæller Lisa Kristiansen. 

Opsporing af russiske hestetyvebande
Afslapningen efter biografturen gjorde godt.
Få timer senere gik årets natteløb i gang, hvor deltagerne fik til opgave at opspore en russisk hestetyvebande, der havde i sinde at stjæle fire heste fra Kyvsgårdvej. 
Alt efter graden af modighed, blev deltagerne delt ind i hold, der dog endte med at blev revurderet en del undervejs, alt hvor modig man i virkeligheden var. 
Holdet, der kaldte sig “De slet ikke modige” begyndte med fire og endte med omkring 20 medlemmer.
- Det var altså også skræmmende.  Især den russiske dame, der kørte rundt i området og spillede russisk kærlighedsmusik, fortæller 15-årige Karoline Schjoldan. 
Det lykkedes holdene at fjerne nogle genstande fra russernes lejrplads - og få deres planer saboteret. 
Alle opgaver blev løst trods mange timer i felten og omrokeringer af holdene undervejs. 

Besøg af groom
Efter en masse natte-renderi gik torsdagens program i gang.
- Torsdag morgen var alle lidt møre efter gårsdagens natteløb. Men efter lidt morgenmad livede alle nu alligevel op, fortæller arrangør Lisa Kristiansen.
Anne Lyngholm stod klar til at guide deltagerne gennem en formiddag som groom. 
Hun indledte med at fortælle om sit tidligere arbejde som professionel groom hos Helgstrand Dressage. 
Alle gik derefter i stalden, hvor der blev striglet, pudset, klippet og vasket til den store guldmedalje. 

Dressurkursus
Først på eftermiddagen fik ridelejren besøg af berider Sandra Jensen, der gav et kursus i dressur til halvdelen af deltagerne. 
Det var nogle glade deltagere, der kom ud fra banen efter endt undervisning. 
Sandra var god til at møde alle på hvert deres niveau. 
Med sin ukomplicerede tilgang til undervisningen, forklarede hun de mange problemstillinger i et sprog, som   alle kunne forstå. 
- Jeg er sikker på at alle gikderfra med nogle nye redskaber i værktøjskassen, fortæller Lisa Kristiansen. 

Blæst gav telt-problemer
Torsdagen bød desværre også på lidt udfordringer i forhold til teltlejren. hvor flere telte for alvor gav op for blæsten. 
Efter nogdn kamp imod naturens kræfter endte det med, at alle teltene blev tømt og taget ned, for så at sætte dem op igen til aften, hvor vinden havde lagt sig. 
Trætheden havde igen meldt sig hos rigtig mange, så et stort antal deltagere valgte at tage hjem og overnatte, hvilket betød at der nu kun stod syv deltagere tilbage til overnatning. 
Det blev derfor besluttet, at de syv skulle have lidt ekstra hygge, hvorfor aftenen endte med en impulsiv tur til McDonalds for at en lille snack inden sengetid.

Vigtigt at passe sit udstyr
Ridelejrens sidste dag lå meget i tråd med torsdagens program. 
Deltagerne fortsatte i en del af Groomens arbejde, nemlig pudsning og pleje af alt hestens udstyr.
I stalden der blev fundet sadler og trenser frem, som blev pudset fra A-Z. 
Der blev her snakket om vigtigheden i at pleje sit udstyr, så det kan holde i mange år og ikke mindst få sit udstyr tjekket godt igennem, så det bliver opdaget, når noget er ved at gå i stykker, og det så kan blive repareret eller skiftet ud.  
Mam må ikke gå på kompromis med sikkerheden. 
Undervejs blev der fundet både en gjord, et hovedtøj, et bid og en sadel, der trængte til enten en udskiftning eller reparation
- Det blev super hyggelig formiddag i stalden, med god stemning blandt deltagerne og musik i højtaleren. fortæller Lisa Kristiansen. 

Endnu et dressurkursus
Lige som om torsdagen ankom Sandra Jensen først på eftermiddagen 
Denne gang for at undervise de resterende deltagere, der ikke havde modtaget undervisning torsdag. 
Succesen gentog sig. 
- Alle var super glade for Sandras tilgang til undervisning og gik derfra med nye positive oplevelser sammen med ponyen, fortæller Lisa Kristiansen. 
Sandra var også meget glad for at besøge Snorgaardens ridelejr. 
Hun tilkendegav, at der var nogle ualmindelige søde og velopdragne børn, der gik til opgaven med positiv indstilling og gåpåmod. Også selvom det indimellem blev svært.

Afslutning med grillhygge
Dagen og ridelejren sluttede traditionen tro med grillhygge sammen med forældre og søskende, hvor også årets seje holdledere blev hædret.
Grillaftenen kunne i år fejres i klubbens nye faciliteter – cafeteriaet, som en flok hårdtarbejdende frivillige sidste fire år har knoklet for at bygge.
Maden blev igen i år sponseret af Mortens Køkken, der endnu engang levede op til alle forventninger.
En fantastisk, udfordrende, sjov og begivenhedsrig uge, med Danmarks sejeste unger er slut. 
Der skal lyde endnu en stor tak til deltagere, forældre og bedsteforældre for jeres medvirken hjælp til at få denne uge til at glide så godt.
Uden jer var dette ikke muligt. 


Læs tidligere artikel fra Langholt ...

  

 

Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM