2024-07-24 11:02:11 | Kategori: Avis

 
Den ”gamle” avismand fylder rundt

Hvis man spørger Frank Rainer Sørensen, om ikke det er ham, der er den gamle redaktør for Vodskov Avis, svarer han ”Jo” med stolthed i stemmen. 
Men det er også i den eneste sammenhæng, han vil kaldes gammel. 
For selv om Frank Sørensen fylder 80 år den 1. august, og dermed har nået har WHOs officielle grænse for ”gammel”, er det ikke noget han føler sig. 
Det er efterhånden mere 12 år siden, at Frank Sørensen forlod Vodskov Avis og blev pensionist. 
Efter en karriere på Aalborg Stiftstidende, hvor Frank var annoncemand og lokal meddeler for Vodskov, blev hans drøm om at være med til at stifte en lokal og nærværende avis i 2002 opfyldt. 
Vodskov Avis kom på gaden med et oplag på ca. 6600 og blev drevet i de første mange år fra Franks privatadresse på Akelejevej. 
Som redaktør på avisen sad Frank ikke stille. 
I over 10 år var han en fast del af alt, hvad der havde med Vodskov at gøre. 
Som skribent, annoncemand, fotograf og daglig leder på avisen, havde Frank en travl dagligdag. 
Men der blev også tid til både svømning og musik i Aalborg Jernbaneorkester og selvfølgelig til hustruen siden 1968, Mona, og de to døtre og deres familier. 
Frank var et kendt ansigt i byen og altid klar til at stille op til et spændende arrangement. 
Og mødte man redaktøren i bybilledet, var han altid god for en snak og en spændende historie.  
Børnebørnene Jacob og Joachim klagede tit over, at en tur i Brugsen med morfar godt kunne blive lang: 
- Han skulle snakke med alle. 
Da Mona gik på pension og gerne ville se mere til sin mand, besluttede Frank sig for at bruge lidt mere tid på hjemmefronten og gav nøglerne til hjertebarnet Vodskov Avis videre til Erik Amstrup. 
I de travle redaktørdage rystede Frank på hovedet ad de pensionister, der proklamerede, at de da slet ikke vidste, hvad de fik tiden til at gå med, før de blev pensionister. 
Det griner hans døtre en del af, når han nu sukker over, hvor travlt han har haft det i løbet af en uge. 
For da han ikke længere var en del af jobmarkedet, kunne tiden jo bruges på endnu flere interesser. 
Blandt andet tog Frank sin gamle interesse for roning op igen. 
Morgenroning med de gamle kapronings-kammerater er blevet en fast del af ugeprogrammet. 
Derudover kom madlavningskurser, medlemskab af to orkestre, samvær med naboer og venner, loge-medlemskab og meget andet. 
Frank nåede at få nogle gode år med Mona, hvor det søde pensionistliv blev nydt, inden hun desværre gik bort i 2020. 
Med sorgen fulgte en svær tid, men Frank valgte, at det ikke skulle betyde, at han skulle gå helt i stå. 
Derfor købte han en motorbåd, - noget han altid havde ønsket sig – og døbte den Mona. 
Og nu bliver der også brugt en del tid på Limfjorden.
- Man er kun så gammel, som man føler sig, siger Frank, når hans døtre bekymret, med tanke på alderen, råder ham til også at slappe af en gang imellem. 
Og så får de også lige historien om, at han ikke tager en eneste pille trods den lidt aldrende fødselsattest. 
Familien er sikker på, at Frank først vil kaldes gammel, når han runder de 105. 
Indtil da, vil han helt sikkert stadig være i fuldt sving på båddæk, med basun og alle de andre aktiviteter, der er med til at holde ham frisk og i gang.  
Der er ikke lige udsigt til, at Frank Sørensen, trods indgangen til 80’erne har tænkt sig at sætte farten ned. 
- Og møder du ham i Brugsen, kan du helt sikkert få en god snak med ham i mange år fremover.
De 80 år skal fejres med venner og familie ved en god middag. 


 

 

Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM