2024-07-04 08:35:12 | Kategori: Avis

Brug dit nærområde - også i sommerferien:
Teglværkssøerne
 
Tekst og foto: Betina Fjelsted

VESTER HASSING: Teglværkssøerne ligger lige uden for Gandrup – på den modsatte side af Omfartsvejen.
På området gravede Gandrup Teglværk efter blåler til fremstilling af gule mursten.
Gravningen efter ler skete over en 40-års periode fra 1960’erne frem til år 2000. 
De gamle lergrave fremstår i dag som et naturskønt område, med søer med et spændende fugleliv, fordi de har gode muligheder for at skabe sig føde. 
 
Fugle, insekter, planter og fisk i søen
Her finder du bl.a. knopsvaner, gravænder, skarve og musvåger.
Ved søerne finder du også et stort insektliv med eksempelvis larver og nymfer, der udvikler sig til insekter som vårfluer og slørvinger.
Der er også gode fiskemuligheder i ferskvandssøerne. 
Du kan f.eks. være heldig at fange en aborre.
Rundt langs stierne finder du blandt mange andre planter kulsukker, agerpadderok, dunhammer og skvalderkål.
Området består af to større – og en hel del mindre søer – samt lavvandede området.
 
Kano, paddel og kajaksejlads
De to søer er forbundet med en kanal, så du kan sejle i kano, paddel og kajak fra den ene sø til den anden. 
En sejltur langs søbredden er på omkring to km lang.
Der er anlagt en cykelsti fra Øster Hassing nord om. 
Ved ankomst i bil fra Omfartsvejen ender du direkte på parkeringspladsen.
Kommer du fra Gandrup på cykel, anbefaler vi, at du tager tunnelen under Omfartsvejen.
 
Shelters og bålplads
Teglværkssøerne byder også på en plads med tre shelters, bænke og borde – både med og uden overdækning, bålplads, toiletbygning og bås/badebro.
Der er anlagt smukke naturstier rundt om søerne.
Du kan støtte Teglværkssøerne ved at sende et beløb efter eget valg via MobilePay på 17437 til Gandrup Borgerforening.  

 

Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM