2024-05-08 11:00:00 | Kategori: Avis

 
Festlig indvielse af ”Ajstrups Nye Navle”
Imponerende legeplads og mødested for store og små

Tekst og foto: Erik Amstrup

AJSTRUP: Torsdag eftermiddag var der officiel indvielse af ”Ajstrups Nye Navle”, som ajstruppere selv beskriver som ”et udendørs leverum og aktivitets- og mødested”.
- Projektet har - fra idéen opstod - til det stod færdigt, været omkring to et halvt år undervejs, fortæller formanden for Ajstrup Borgerforening Ann Salling.
”Ajstrups Nye Navle” er en imponerende legeplads med rutsjebaner, svævebane, gynger, hytter, sandkasser og andre spændende ting. ”Navlen” bestod da også sin ”eksamen” til topkarakter, da de mange børn fra Ajstrup og nabobyernes børnehaver med stor begejstring indtog legepladsen for første gang.

Et millionprojekt
På ”Ajstrups Nye Navle” er der også opstillet flere borde-bænkesæt, hvor forældre og andre kan hygge sig med en snak og en kop kaffe, mens børnene leger.
Ann Salling fortæller, projektet har kostet én million.
De største sponsorer har været Aalborg Kommune, Øster Brønderslev Sparekasses Fond, Nord Energi og Nordea-Fonden.
- Vi har selv skullet skaffe de 200.000 kr. ved at lave forskellige aktiviteter og hente sponsorater fra både lokale virksomheder og private. At det hele er lykkedes, skyldes det meget stærke og unikke sammenhold, der er blandt borgerne her i Ajstrup, tilføjer Ann Salling.
Borgerforeningen har opsat en sponsorvæg på legepladsen.

Borgerhuset Ajstruphus
Ajstrup Borgerforening ejer og driver også Ajstruphus, der ligger lige ved siden af den nye legeplads.
Ajstruphus udlejes til forskellige arrangementer og privatfester. 
Det bliver en stor fordel for udlejningen med en attraktiv legeplads lige udenfor, hvor børnene kan lege, mens forældrene hygger sig til en sammenkomst indenfor.

Indviet med fest og farver
Den officielle indvielse af ”Ajstrups Nye Navle” blev en kæmpefest for både små og store. 
Overalt lød der glade stemmer.
Eftermiddagen indledtes med Asger Zapps teaterforestilling for børnehavebørn ”Boris og den glade løve”, hvorefter rådmand Jes Lunde foretog den officielle indvielse.
Lidt senere underholdt Michael Back med musik og sjov.
Der blev trakteret med bobler fra Brugsen i Sulsted og mad fra Den lille Slagter.
”Ajstrups Nye Navle” er i øvrigt offentlig tilgængelig for alle, der vil give deres børn en god legeoplevelse.
 


Læs tidligere artikel fra Ajstrup ...

  

 

 

Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM