Talentfulde elever fra Nørresundby Gymnasium rådgav Brønderslev Forsyning
Tekst og foto: Bo L. Andersen, Nørresundby Gymnasium
NØRRESUNDBY: Fire elever fra 2x - Laura, Marie, Casper og Daniel - deltog sammen med seks andre hold fra nordjyske gymnasier i den første indledende runde om en plads i finalen til Nordjysk Sciencedyst.
Konkurrencen var knivskarp, og desværre måtte vi sande, at tre andre hold var bedre og sikrede sig de eftertragtede pladser i finalen.
Eleverne blev stillet overfor en konkret, virkelig opgave.
Brønderslev Forsyning ønskede at få undersøgt, om det kunne svare sig at lave et nyt varmtvandslager på taget af Flisværket og udnytte den potentielle energi, som den 15 m høje bygning kunne tilføre.
Det indebar nogle vanskelige beregninger på grænsen af, hvad eleverne formåede, samt nogle avancerede målinger på en fuldskalamodel med en vandtønde på taget og en pumpe samt en turbine nedenfor.
Undervejs blev der stillet krav til samarbejdet og de faglige evner, når opgaverne skulle løses.
Presset steg, da de praktiske målinger skulle tilrettelægges og afvikles i tildelte tidsintervaller.
Små fejl eller uovervejede målinger kostede dyrt, når laboratorietiden løb ud, og muligheden for at rette op på det var forpasset. Men sådan er det jo også i den virkelige verden med deadlines og begrænsede ressourcer.
Til sidst præsenterede gruppen deres resultater på en hastigt sammensat poster.
Her tog holdet fra 2x virkelig point, da de i et klart fagligt sprog forklarede mål, metoder og konklusioner.
Her stod det lysende klart, at elever på STX både er gode til naturvidenskab, og har en stor forståelse for helheder samt kan demonstrere tværfaglige kompetencer.