Vodskovs nye børnehus ”Skovbrynet” ventes klar omkring sommerferien
VODSKOV: Vodskovs nye børnehus ”Skovbrynet”, der i øjeblikket er under opførelse på Tingvej, vil stå klar til ibrugtagning omkring sommerferien, oplyser formanden for Vodskov Samråd Peter Lindholt
”Skovbrynet”, der er på 783 kvm, får i alt 80 pladser. 60 i børnehaven og 20 i vuggestuen, dog med mulighed for at variere antallet af børn i de to enheder.
Oprindeligt var det planen, at børnehuset ”Skovbrynet” skulle have stået klar i januar 2024.
Men der stødte et par komplikationer til.
Først skulle undergrunden undersøges af arkæologer.
Dernæst viste det sig, at den indhegnede legeplads ikke kunne anlægges i det oprindeligt planlagte omfang, fordi en del af arealet gik ind i fredskov.
Det er der nu fundet en løsning på, idet der på fredsskovsareal laves en ”Tarzanbane”, der ikke er indhegnet – men er markeret med strimler på træerne.
”Tarzanbanen” skal også bruges af nabobørnehaven Hyrdeskoven
En ikke indhegnet legeplads, kræver selvfølgelig ekstra opsyn, når den bruges.
Peter Lindholt oplyser, at der ved indkørsel fra Tingvejen ind til det nye børnehus, anlægges et helleanlæg.
Han forudser i øvrigt ekstra trængsel på skolevejen Vodskov Kirkevej, når forældre både skal aflevere skolebørn – og fremover også børnehavebørn.
Baggrunden for at opføre et nyt børnehus er, at der i Vodskov er stor mangel på både vuggestue- og børnehavepladser.
Byggeriet er således nødvendigt for at leve op til pasningsgarantien.
Som udviklingen i børnetallet tegner sig, skal der stå endnu én ny institution klar i Vodskov i 2028 med plads til 30 vuggestue- og 60 børnehavebørn.
- Den vil efter al sandsynlighed blive opført i forbindelse med det nye store byggeprojekt i Vodskov Vest, slutter Peter Lindholt.