2023-08-17 08:00:00 | Kategori: Avis

 
DEBAT:
Tylstrup – afvikling eller udvikling?
Refleksioner fra en beboer i årets Landsby – Tylstrup

Af: Kirsten Norre Kristiansen - Beboer i Tylstrup

I disse dage og uger afgør byrådspolitikerne landsbyskolernes skæbne. 
Snart får vi svar på om byrådet synes, at landsbyerne i kommunen skal afvikles eller udvikles, herunder også vores velfungerende skole i Tylstrup.
Aalborg Kommune skal spare, der er brugt for mange penge. 
Henlæggelsen pr. borger er for lille, så staten har krævet at kommunen ændrer kurs – og strammer ind i de kommende år. 

Alle udvalg er blevet sat i gang med at finde penge i eget budget. 
Der har med andre ord ikke været en forudgående debat i byrådet om, hvorvidt alle områder skulle omfattes af besparelserne, om man skulle vælge at lægge besparelserne ud i nogle områder, eller om der tidligere var lavet politiske beslutninger i byrådet, som kunne berettige, at nogle områder blev undtaget.
- Hvordan får vi så en debat om hvad der giver mening? 
- Hvad der passer ind i de politiske aftaler der tidligere er indgået? 
- Hvad der passer til den nuværende demografiske udvikling i Aalborg kommune?
- Er det virkelig børnene på landsbyskolerne der skal betale prisen? 
- Giver det mening på lang sigt, at landsbyerne i Aalborg kommune dør? 
- Er det byrådets ønske at alt liv skal centraliseres i hovedbyen? 

Set fra udkantsbyernes stol så er Aalborg en dejlig by og en landsdelshovedstad, vi er stolte af. 
Byens udvikling fra arbejder-by til studie-by skal vi være stolte af. Et rigt kulturliv og masser af muligheder for unge – det skal vi også være stolte af. 
Europas største karneval – det er vi også stolte af og glade for ude i udkantsbyerne. 
Vi fra udkanten elsker jo at komme ind og deltage i nogle af de mange begivenheder Aalborg kommune er vært for – alt fra DM ugen til Regatta, Cutty Sark og Karnevallet.
Vi er også meget stolte af byudviklingen, spændende byggeprojekter, havnefronten, Budolfi Plads, Kulturbroen, den kommende 3. forbindelse over Limfjorden og meget andet. 

MEN! 
Hvis vi fra landsbyerne kunne vælge om pengene i budgettet skulle bruges på disse, trods alt, ”nice-to-have” projekter i metropolen eller på at holde liv i vores landsbyer – så er vi slet ikke i tvivl. 
Børnenes trivsel og liv i landsbyerne er vores højeste prioritet. Hvis kommunen udsatte den 3. forbindelse over Limfjorden i 5 år – så var der mere en rigeligt penge i kassen til at holde landsbyskolerne i live. 
Eller – hvad med at lade være med at putte penge i kassen til udvikling af landsbyerne i et par år – og i stedet drive skolerne for de penge. 
- Hvis skolerne lukker, bliver der alligevel ikke brug for penge til udvikling….
I Tylstrup har vi 105 børn på vores skole. 
Vi har den 3. største vækst i kommunen, vi har aldrig haft så mange 0-3 årige som vi har lige nu. 
Børnetallet er stigende – så er det da et skisma at byrådet netop nu, beslutter sig for at lukke skolen?
Vi er faktisk så heldige at vores skole er blevet renoveret inden for de sidste 10 år, nye vinduer, nyt tag, renoverede lokaler. Og ikke mindst så har vi en fantastisk ny legeplads på skolen. 
Børnene bruger skolens gode faciliteter året rundt – også efterskoletid.
Vi har også en idrætsforening med ca. 300 medlemmer, der aktivt bruger skolehallen, og som har et aktivt samarbejde med det lokale erhvervsliv, Tylstrup Samråd, Borgerforeningen, Tylstrup Skole og alle de andre ildsjæle i byen, der gør Tylstrup til en levende by med mange aktiviteter for store og små. 
Hånden på hjertet. 
Skolen er hjertet i vores landsby og årsagen til, at vi kan tiltrække børnefamilier og dermed bevare en fremtid for vores by. 

Når børnene tvinges til at gå i skole andre steder, så vil vores idrætsforening langsomt forsvinde. 
Så holder idrætsforeningen op med at bruge Tylstruphallen. 
Og når skolebørnene heller ikke skal bruge hallen mere – så er der heller ikke brug for haldrift i Tylstrup.
Vi håber, at politikerne i Aalborg byråd kan se ud over metropolens behov og aktivt beslutte, at kommunen skal bevare sine landsbyer– så der er noget for os alle.

Læs tidligere artikel om Tylstrup ...

  
Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM