2023-07-28 07:40:46 | Kategori: Avis

 
Mens andre holder ferie, har Onsdagsholdet i Sulsted fuld gang i arbejdet

SULSTED: Selvom de fleste lige nu holder sommerferie, Onsdagsholdet i Sulsted ikke lagt værktøjet fra sig.
- Vodskov Avis har jo skrevet, at vi er flittige – og det må vi jo leve op til. Så her i ferieperioden kommer vi, der kan, griner Benny Frederiksen.
Benny er én af den håndfuld seniorer, der hver onsdag formiddag møder ind på Mindejorden – og som en slags altmuligmænd – sørger for. at Sulsteds park ”Mindejorden” altid fremstår ordentlig og præsentabel.
Da Vodskov Avis i sidste uge besøgte Onsdagsholdet, var der udover Benny Frederiksen også mødt Steffen Danielsen og Klaus Ulrik op.
Denne onsdag havde tre herrer valgt at arbejde indendørs med at sætte en ny gipsvæg op i et lagerrum i Borgerforeningens hus på Mindejorden.

Arbejdsfællesskab og socialt samvær
Mens der arbejdes, hygges der tydeligvis med mange gode snakke om løst og fast.
Når der holdes ”fyraften” onsdag middag, sluttes der gerne af med en enkelt øl eller en danskvand, hvorefter alle går hjem.
Onsdagsholdet vedligeholder Mindejordens legeplads og reparerer legeredskaberne, så de altid er ”up to date” og i sikkerhedsmæssig orden.
De maler bænke, legehuset og sørger også for, at der altid ligger brænde i brændeskuret ved bålhytten på Mindejorden, hvilket især Sulsteds ungdom nyder godt af.
Onsdagsholdet vedligeholder – som det fremgår – også Borgerforeningens hus på Mindejorden samt opstiller og nedtager Sulsteds juletræer.

Hædret med Sulsted-prisen
I 2019 blev Onsdagsholdet hædret med Sulsted Samråds ”Sulstedpris”.
Ved overrækkelsen blev der bl.a. sagt: 

- Til dagligt er Onsdagsholdet nærmest ”usynlige”. Deres frivillige og ulønnede indsats vil først blive synlig, hvis de ikke løste de forskellige opgaver.  

 

Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM