2023-03-22 10:00:00 | Kategori: Avis

 
Vodskov Skytteforenings to unge trænere klarer opgaven med bravour

VODSKOV: Vodskov Skytteforening er kendt for sit gode sociale liv og sine flotte sportslige resultater. 
Med sine to dygtige og kompetente ungdomstrænere Nina Guldbæk Larsen og Mikkel Heby Svendsen har klubben samtidig to gode ambassadører indenfor skydesporten, der er med til at sikre yderligere medlemsfremgang blandt børn og unge.
Ninna og Mikkel startede allerede som skytter, da de i 5. klasse var inviteret til skoleidræt i skydning.

Imponerende pokalsamlinger
De har begge opnået flotte resultater som børne- og juniorskytter. 
Nina og Mikkel har begge vundet adskillige mesterskaber og råder over en imponerende samling af pokaler.
Nina Guldbæk Larsen startede i Mou Skytteklub, men skiftede tidligt til Vodskov Skytteforening, hvor Mikkel Heby Svendsen har været med  siden starten.

Opfordring til trænerkurser
De to unge skytter har begge nydt godt af det gode sociale liv og sammenhold i klubben, hvor alle hjælper alle.
Derfor var det helt naturligt, at formanden for Vodskov Skytteforening Frank Bertelsen spurgte Nina og Mikkel om de havde lyst til at deltage i et trænerkursus og dermed hjælpe til i klubben.
Det blev et stort Ja.
De to unge trænere er siden vokset med opgaven. 
Begge er engagerede, seriøse og dygtige til at lære fra sig, og det vækker stor begejstring hos de unge, der melder sig ind.
For de nye skytter betyder det meget, at deres unge trænere Nina og Mikkel selv har været en del af klubben og derfor kan videreformidle dens sociale og sportslige værdier.
De to unge trænere har på egen krop oplevet, hvad det vil sige at være børne- og juniorskytter og det pres og udfordringer, der kan opstå under forskellige skydestævner.

Ungdoms-DM
I weekenden 11. og 12. marts varVodskov Skytteforening repræsenteret md seks børne- og fire juniorskytter i ungdommens  Danmarksmesterskaber.
Her opnåede Nina og Mikkel stor succes med de skytter, de træner.
For nogle af dem var det første gang, de deltog i så stort et stævne.
De to ungdomstrænere gav her deres skytter den fornødne ro, tryghed og opbakning.
Der er nemlig meget stor forskel på at være til almindelig træning og deltage i et stort DM, hvor der er flere hundrede skytter dyster om pladserne på sejrsskamlerne.

Kunne ikke sige nej
Nina Guldbæk Larsen fortæller, at hun simpelthen ikke kunne sige nej til at blive træner.
- Det er simpelthen fantastisk at opleve de helt unge skytters glæde ved skydesporten, og hvordan de opnår stadig bedre resultater.
Nina er især den helt store stjerne hos skytteforeningens unge piger, som ser meget op til hende. 
Udover sin frivillige indsats i Vodskov Skytteforening bruger Nina Guldbæk Larsen også mange timer i DGI. 
Selv træner hun skydning i den tid, der levnes, når hun har udført sit frivillige arbejde.

Giver gode oplevelser videre
Mikkel Heby Svendsens tilgang til trænergerningen er, at han på den måde kan videregive de glæder, han selv har ved skydesporten.
- Det giver et kæmpe boost, når mine unge skytter får succes og opnår gode resultater. Samtidigt har det det den fordel, at jeg også selv bliver dygtigere og er en del af et fællesskab i en supergod klub.
Mikkel er i dag voksenskytte i Vodskov Skytteforening.
På grund af sine studier er han ikke helt så aktiv i klubben, som han gerne vil.
- Men det kommer jeg forhåbentlig til igen, siger han.
Mikkel træner to gange ugentligt og har også trænervagter.

Unge kræfter er vigtige
- For en klub som vores er det vigtigt, at vi har nye og unge kræfter til at hjælpe til og varetage de frivillige opgaver. Det er både med til at tiltrække og holde på de unge talenter.
- Vi er derfor taknemmelige for Nina og Mikkels arbejde, engagement og store indsats, som klubbens nye medlemmer også sætter stor pris på, siger Kim Heby Sørensen fra Vodskov Skytteforening.


Læs tidligere artikel om Vodskov Skytteforening her ...

  
Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM

HAR DU IKKE MODTAGET
VODSKOV AVIS
SENEST TORSDAG KL. 19.00

så send en mail til
reklamation@dnmh.dk

Privatlivspolitik

 


Så godt dækker Vodskov Avis: