2022-05-24 08:43:41 | Kategori: Avis

 
Hyggelig og velbesøgt Open by Night i Vodskov
 
VODSKOV: Selvom flere vejprofeter havde spået regnbyger, så blev det en smuk og tør forårsaften, da Vodskov Erhvervsforening torsdag holdt årets første Open by Night. 
Strøget i Vodskov var afspærret for kørende trafik, så alle kunne færdes trygt og sikkert i midtbyen – og nyde de musikalske udfoldelser fra troubadourerne Jønne (Jørgen Bjerregaard) og Henrik Mølbjerg.
Flere af Vodskovs forretninger lokkede med gode Open by Night tilbud – og nogle steder også med sjove konkurrencer. Bl.a. bød på Lyd & Billed på fodbolddart og Nordjyske Bank på en fodboldkonkurrence, hvor du kunne få målt hastigheden på den bold, du lige havde sparket mod mål.
Vodskov Apotek var rykket udenfor med gode tilbud. Det samme var Spar Nord, der bød på kaffe og bagværk – og mulighed for at prøve sin evner i golfspillets herligheder. 
Medlemmerne af Vodskov VeteranBil Club havde opstillet nogle af sine flotte automobiler – og hele to bedagede brandbiler, mens JK Auto præsenterede et udvalg af deres hybridbiler.
Det var også muligt at få en snak med repræsentanter fra Venstre Hammer Bakker og deres nyvalgte byrådsmedlem Peter Lindholt.
Hos Vin-Gaven var der både smagninger og gode tilbud. Samtidig satte Vodskovs Venner gang i billetsalget til den store Oktoberfest i VKI, lørdag den 8. oktober, som samtidigt markerer Vin-Gavens 15-års jubilæum.
Hammerpigerne var som sædvanlig synlige i gadebilledet, både med deres faste stand ved Nettos parkeringsplads og deres trillebørs-tombola, der var læsset med fine gevinster.
Rema 1000 og Vodskov IF var gået sammen om en familievenlig aften på stadion med hoppeborg, fodboldspil, slushice, pølser og grillmad – samtidigt med, at man også kunne følge flere Vodskov-hold spille kampe denne aften.
Hos SuperBrugsen kunne Open by Night-gæsterne stille sulten med slagterens hjemmelavede Pulled Pork-burgere. Der blev også lokket med gratis is til alle børn.
Også Vodskovs to genbrugsbutikker havde med halv pris på alt i butikkerne en travl Open by Night.
Alt i alt en hyggelig og meget velbesøgt Open by Night i Vodskov.
Forberedelserne til den næste af slagsen, der holdes den sidste torsdag i august, er så småt ved at gå i gang.
Man håber, at også Vodskovs foreninger vil byde ind og vise flaget med det, de formår.
Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM

HAR DU IKKE MODTAGET
VODSKOV AVIS
SENEST TORSDAG KL. 19.00

så send en mail til
reklamation@dnmh.dk

Privatlivspolitik

 


Så godt dækker Vodskov Avis: