2022-01-04 10:51:00 | Kategori: Avis

 
Oscar Lied holder afskedsgudstjeneste i Vodskov Kirke

VODSKOV: Søndag formiddag kl. 10.00 er der afskedsgudstjeneste i Vodskov Kirke med sognepræst Oscar Lied.
Som Vodskov Avis har tidligere har fortalt, opsagde Oscar Lied for et par måneder siden sit præsteembede i Vodskov Sogn.
Sammen med sin amerikanskfødte hustru Laurel, og parrets fireårige datter har Oscar Lied ønsket at flytte hjem til Norge for at tiltræde en ny stilling og være tættere på sin familie i Lillehammer.
Oscar Lied blev indsat som præst i Vodskov Sogn den 12. november 2017, hvor han afløste Erik Boye, der valgte at gå på efterløn for få mere tid til at dyrke sin store interesse for at male.
Oscar Lied tog sin teologiske uddannelse i både Norge og i USA, hvor han også arbejdede som hospitalspræst. Efter endt præsteuddannelse på Pastoralseminariet i Aarhus blev han derefter ansat ved Vodskov Kirke.
Som nordmand og i sit allerførste embede i den danske folkekirke har Oscar Lied udover sin præstegerning tillige arbejdet flittigt og omhyggeligt med tilegnelsen af det danske sprog. Det har han opnået stor anerkendelse for, ligesom han forlader Vodskov som en vellidt præst, både blandt kirkegængerne og de konfirmander, han har undervist.
- Vi er selvfølgelig kede af Oscar har besluttet at forlade os. Men vi har også fuldt ud forståelse for hans beslutning, siger formanden for Vodskov Menighedsråd Hans Jørgen Dalum.
Menighedsrådsformanden tilføjer, at Oscar Lied har ydet en flittig og værdifuld indsats i Vodskov Sogn.
Selvom der er mangel på præster, tror Hans Jørgen Dalum ikke, at der bliver problemer med at få besat embedet.
Vodskov er et attraktivt sogn med et rigt og varieret udbud af både kulturelle og kirkelige aktiviteter.

 
Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM

HAR DU IKKE MODTAGET
VODSKOV AVIS
SENEST TORSDAG KL. 19.00

så send en mail til
reklamation@dnmh.dk

Privatlivspolitik

 


Så godt dækker Vodskov Avis: