2021-09-28 13:52:29 | Kategori: Avis

 
Bilgården Hostrup fejrer fire jubilæer på fredag

HOSTRUP: På fredag markerer Bilgården-Hostrup intet mindre end fire jubilæer på én gang.
Salgschef Jy Ngueyen har været salgschef i 10 år, Henrik Simonsen værkfører i 15 år – og så er der lærlingen Peter Ravn, der kan fejre 25 års jubilæum hos Bilgården Hostrup
- Han er godt nok udlært for mange år siden. Men ”knejten” er altid blevet kaldt lærlingen, og har endda ”stillingsbetegnelsen” tatoveret på sin arm.
Og så der virksomheden Bilgården Hostrup, der reelt skulle have holdt sit 30-års jubilæum sidste år.
Men her satte corona-restriktionerne en kæp i hjulet.

Giver aldrig op
Bilgården Hostrup er et stykke erhvervshistorie om en dygtig – men også stædig automekaniker, der har måttet kæmpe sine kampe mod de kommunale myndigheder.
Men aldrig giver op, og som i dag driver Sulsteds største private arbejdsplads.

Startede i Tylstrup
Ib Jensen startede som ung mekaniker sin virksomhed i garagen ved sin daværende bolig på Bilgaardsvej i Tylstrup.
Først som værksted for traktorer og biler.  
Ret hurtigt begyndte den driftige unge mekaniker også at handle med biler.
En virksomhed i stærk vækst midt i et almindeligt boligkvarter harmonerede ikke lige med naboerne. Derfor måtte Ib Jensen da også bide i det sure æble og se sig om efter en anden placering af værksted og bilhandel.

Flytningen til Hostrup
Aalborg Kommune var behjælpelig med at finde et nyt domicil, og i oktober 1991 kunne Ib Jensen flytte sin virksomhed ind i en tidligere antikvitetsforretning på Hjørring Landevej i Hostrup – midt mellem Sulsted og Vestbjerg.
Bygningen var med sin placering ved hovedvejen perfekt til formålet.
Med sig fra Tylstrup tog Ib Jensen navnet ”Bilgården” og tilføjede bynavnet Hostrup efter virksomhedens nye placering.

Udvidelse i 1996
Også her gik det også stærkt for Ib Jensen.
Allerede fem år senere – i 1996 – kunne han udvide virksomheden med nyt værksted, kontorfaciliteter og udstillingshal.
Alligevel blev de bygningsmæssige rammer hurtigt for små.
Derfor gik Ib Jensen med at planlægge en udvidelse af sin autoforretning med en stor udstillingshal, så alle hans mange salgsbiler kunne komme under tag.

Vrangvillig kommune
Han søgte i flere omgange forgæves om byggetilladelse hos myndighederne.
Først hos det nu nedlagte Nordjyllands Amt – og derefter af flere omgange hos Aalborg Kommune, der afviste med den begrundelse, at området omkring Hostrup – lige pludselig var blevet et særligt beskyttelsesværdigt område.
- Ja, det lød godt nok helt fornuftsstridigt. Hostrup er jo langt fra noget naturskønt område.

Ville flytte Bilgården til Vestbjerg
Kommunen ville i stedet have Bilgården Hostrup til at flytte både bilforretning og værksted over på den anden side af hovedvejen – og et par hundrede meter mod syd til erhvervsområdet i Vestbjerg.
Aalborg Kommune bryster sig ofte af at være en erhvervsvenlig kommune.
- Den form for ”erhvervsvenlighed” gør mig virkelig harm, sagde Ib Jensen til Vodskov Avis dengang.

Så kom byggetilladelsen
Med en god portion stædighed og kampgejst lykkedes det 4. oktober 2016 endelig Ib Jensen at få byggetilladelsen på udstillingshallen i hus.
Dermed kunne byggeriet af den 100 meter lange og 20 meter udstillingshal endelig gå i gang.
Bilerne kunne komme indendørs, udgifter til hyppige bilvaske spares, ligesom Bilgården Hostrup også undgik betydelige tab fra tyverier fra de udendørs parkerede salgsbiler.
- Og så er det iøvrigt også langt mere miljørigtigt at have bilerne indendørs, fremhæver Ib Jensen.

God service er et ”must”
I det daglige er Ib Jensen en travl mand, der godt kunne bruge lidt flere timer end de 24, der udgør et døgn.
Det er naturligvis ikke nok at have styr på tingene for at få succes. God service er også en vigtig ingrediens.
- Sagt lidt modereret har vi faktisk åbent på værkstedet 24 timer i døgnet. Det er flere gange sket, at én af de varebiler, der kører med aviser om natten, har fået motorstop.
Og hvad gør vi så?
– Så står vi selvfølgelig op og hjælper, så bilen kan komme videre på sin avistur.
Glade og tilfredse kunder kommer jo altid tilbage, og det er vel derfor, det går så godt for Bilgården, tilføjer Ib Jensen.
De fire jubilæer markeres med et åbent hus hos Bilgården Hostrup fra fredag kl. 14.00

 
Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM

Privatlivspolitik

 


Så godt dækker Vodskov Avis: