2021-07-14 07:00:00 | Kategori: Avis

Frisk Karen Christensen fejrede sin 100-års fødselsdag
Toftehaven i Sulsted var prydet med masser af Dannebrogsflag

SULSTED: Dannebrog var sendt til tops på flagstangen - og indgangen til Toftehaven i Sulsted pyntet med masser af rød-hvide flag, da Karen Christensen torsdag fejrede sin 100-års fødselsdag.
På gavebordet lå også lykønskningstelegrammet fra dronningen. 
På vegne af Aalborg Kommune var byrådsmedlem Lasse Frimand Jensen mødt op med en smuk blomsterbuket for at lykønske og holde tale for fødselaren.
Trods sine nu 100 år er Karen Christensen helt og aldeles "frisk i pæren”.
Hun har altid været en meget aktiv dame, der har taget del i mangt og meget. Dog kniber det med hørelsen og bentøjet.

Uddannet sygeplejerske
Karen Kristensen er født i Faarup. Her hun voksede op sammen med sine to søskende i et barndomshjem lige der, hvor Faarup Sommerland ligger idag.
Fra 1942 til 1945 gik hun på sygeplejeskolen i Hjørring, mens den sidste del af uddannelsen blev gennemført på Sankt Hans Hospital i Roskilde.
Herefter vendte Karen hjem til et job som hjemmesygeplejerske i Pandrup.
Efter et års tid fik Karen job som sygeplejerske på Dronning Louises Børnehospital i København.
Det var her i Kongens Stad, hun mødte sin kommende mand Vilhelm, der kom fra Kaas.

Hjem til Vendsyssel
Parret blev gift i 1949 og blev boende i København indtil de i 1954 vendte hjem til Vendsyssel og bosatte sig i Hirtshals.
Her drev Vilhelm en vognmandsforretning, der kørte med dagrenovation, mens Karen arbejdede som hjemmesygeplejerske.
Parret fik også tre børn: Torben der i dag bor i Næstved, Annemette i Hjørring og Merete i Vestbjerg.

Karen bliver hjemmearbejdende
I 1965 flyttede Karen og Vilhelm fra Hirtshals – og bosatte sig i Horne Gl. Skole.
Vilhelm fortsatte med vognmandsforretningen, mens Karen valgte at blive hjemmegående og styre regnskaberne.
Sideløbende etablerede parret en minkfarm og havde desuden et dyrehold bestående af heste, hunde, katte og ænder.
Mens Karen og Vilhelm boede i Horne var børnebørnene på ferie hos dem. Og de blev forkælet med gåture og lækker mad.
Da Vilhelm fyldte 70, blev vognmandsforretningen solgt, hvorefter parret flyttede  til Hjørring.

Har klaret sig selv
I 2011 døde Vilhelm, og efter et par år valgte Karen at flytte til Vestbjerg.
Karen har klaret sig selv, indtil hun for to et halvt år siden flyttede ind på Toftehaven i Sulsted, hvor hun er glad for at bo.
Udover sine tre børn har Karen også syv børnebørn og seks oldebørn.
Efter de indledede festligheder på Toftehaven, blev 100-årsdagen fejret privat hos datteren Merete i Vestbjerg - og lørdag tillige festligholdt på Lindholm Høje.

 

Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM

HAR DU IKKE MODTAGET
VODSKOV AVIS
SENEST TORSDAG KL. 19.00

så send en mail til
reklamation@dnmh.dk

Privatlivspolitik

 


Så godt dækker Vodskov Avis: