2021-04-28 08:00:00 | Kategori: Avis

 
Uggerhalne Sportsrideklub er blevet certificeret

UGGERHALNE: Det var en stolt formand og bestyrelse for Uggerhalne Sportsrideklub, som forleden modtog diplomer for de fire kvalitetscertificeringer, Dansk Rideforbund har opfordret alle landets rideklubber til at opnå.
Nu kan klubben bl.a. bryste sig af at have fuldstændig styr på sikkerhedsforholdene for medlemmerne, både på og omkring hestene.
Derudover blev klubben recertificeret indenfor elevrideskole og lærested for beriderelever.
Som noget nyt blev den også certificeret indenfor bæredygtighed.
Alle fire områder er meget centrale og vigtige dele af det at drive en sund og god rideklub.
- Klubbens bestyrelse har gennem længere tid arbejdet på at sikre høj kvalitet på de ydelser, som medlemmerne får, og vi har i den forbindelse gennemgået alle vores procedurer og vejledninger, fortæller kasserer Anette Nyborg.
Arbejdet gav pote, og Rideforbundet kvitterede med at blåstemple og anbefale rideklubben, som én af de pt eneste i det nordjyske distrikt, der har opnået alle fire certificeringer.
Selvom Uggerhalne Sportsrideklub har mere end 60 år på bagen som lokal rideklub for områdets hesteglade piger og drenge, har de seneste fem år alligevel været de vildeste i klubbens historie.
Formand Lise Knudsen har været med i mange af årene:
- For seks år siden købte Helgstrand stedet og jævnede det bogstaveligt talt med jorden. De byggede derefter dette supermoderne hestesportssted, som vi er så heldige at bo til leje i. Det er et af de største og flotteste ridecentre i landet, og vi har nu opbygget en stor elevskole for ryttere i alle aldre og på alle niveauer. Vi har dejlige, alsidige elevheste, skønne lokaler, dygtige undervisere og et enestående sammenhold, særligt mellem vores juniorer. Det er vi rigtig stolte af. Og nu kan vi også sætte Rideforbundets certificeringer på vores CV.
Rideklubben, der drives af lokale, frivillige kræfter, glæder sig til, at der igen kommer gang i de forskellige, spændende aktiviteter, som Corona og seneste hestesygdommen Herpes har sat en stopper for.
Rideundervisningen er dog oppe på fuld damp igen, men indtil nu mest udendørs. Og snart vil der som noget nyt blive undervist i både ridning og teori om heste på børneholdene.
Året 2021 byder desuden på både stævner, ridelejr og andre spændende aktiviteter for børn og voksne, så snart forholdene tillader dette.
- Alle er velkommen i Uggerhalne Sportsrideklub. Har du lyst til at lære at ride, så kig forbi, vi har helt sikkert også et hold, der passer dig, siger Lise og Anette.
 
Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM

HAR DU IKKE MODTAGET
VODSKOV AVIS
SENEST TORSDAG KL. 19.00

så send en mail til
reklamation@dnmh.dk

Privatlivspolitik

 


Så godt dækker Vodskov Avis: