2021-01-20 08:00:00 | Kategori: Avis

 
Larm i Hammer Bakker er for naturens skyld

HAMMER BAKKER: Gæster i Hammer Bakker kommer nok til at opleve larm og støj fra store maskiner og kværnende motorsave de næste cirka tre måneder.
30 hektarplantet nåleskov skal fældes for at give plads til sjældne sommerfugle, vilde planterog flere løvtræer.
- Du kan komme til at møde store skovmaskiner og mænd med kværnende motorsave, hvis du går en tur i Hammer Bakker frem til marts. Men derefter bliver det meget vildere at gå i området fremover. På den naturlige og skønne måde. Det lover Den Danske Naturfond og Aalborg Kommune, som snart starter det store maskineri for den vilde naturs skyld.
30 hektar plantet nåleskov skal fældes som en vigtig del af den store naturplan for Hammer Bakker, som Naturfonden, Aalborg Kommune og Dansk Botanisk Forening har lavet.
Planen skal genskabe det nordjyske naturklenodie på op mod 1000 hektar frem mod 2030.
 - Vi er virkelig kede af, at vi kommer til at larme mere end de fleste synes om i skovens ellers dybe stille ro de næste måneder. Især, nu hvor rigtigt mange søger ud i naturen for at få lidt adspredelse fra corona-restriktioner. Men vi håber, vores mange gæster i området kan leve med det, fordi vi gør det for at hjælpe den vilde natur, siger projektleder Svend Lassen fra Aalborg Kommune.
 
Larmer for vild natur
- Men hvordan i alverden kan al den larm og det, nogle kan opleve som en massakre på nåletræer, dog være til gavn for naturen?
Svend Lassen forklarer, at nåletræerne er plantet af mennesker for at give træ til byggeri. Men der er ikke meget natur i sådan en plantet mørk og ensartet nåleplantage. Den skal derfor erstattes af løvskov og lysninger med vilde planter.
- Nu skaber vi mere lys og variation, så den vilde natur kan flytte ind igen. Om et år eller to kan man opleve de mange vilde planter med blomster i mange forskellige farver og med farverige og flaksende sommerfugle og andre insekter i hobetal, hvor der tidligere var mørkt og dødt. Der kommer også flere løvtræer, som får lov at vokse op og give mad og bolig til flere dyr, planter og svampe end nåletræerne, siger Svend Lassen.
De fleste dyr holder pause fra forårets og sommerens hektiske yngletid. Derfor er disse måneder det bedste tidspunkt at fælde nåletræerne. Man tager mest hensyn til skovens dyr ved at overstå fældningen, før dyrene igen skal til at yngle.
Til næste år græsser kvæg og heste i området, som til den tid vil sværme og summe af nyt vildt liv.

Hvad med klimaet?
Fældningen er altså først og fremmest for dyre- og plantelivets skyld. Men hvad med klimaet?
Nåletræerne har jo optaget CO2 i deres opvækst.
- Vi fælder kun træer, der alligevel ville være blevet fældet til byggeri.
Her bevares det længe og indgår som klimapositivt byggemateriale.
Når vi fælder plantagerne, efterlader vi grupper af de ældste træer, og skåner løvtræerne. Samtidig får nye løvtræer lov at spire frem, så naturlige løvskove gendannes, og nyt CO2 suges ud af atmosfæren, siger Svend Lassen.
I fremtiden dannes endda mere grundvand i området.
Det skyldes, at der dannes mere og bedre grundvand under løvskov og åbent land end under nåleskov.

 
Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM

HAR DU IKKE MODTAGET
VODSKOV AVIS
SENEST TORSDAG KL. 19.00

så send en mail til
reklamation@dnmh.dk

Privatlivspolitik

 


Så godt dækker Vodskov Avis: