2020-09-30 09:36:32 | Kategori: Avis

 
25-års slagtermesterjubilæum i SuperBrugsen Vodskov

VODSKOV: Torsdag er det 25 år siden, Claus Hovaldt tiltrådte stillingen som slagtermester i SuperBrugsen Vodskov.
Der var ellers lagt an til den helt store jubilæumsfejring på dagen, men det har coronaen som så meget andet desværre sat en stopper for.
- Derfor markeres dagen i stedet med masser af gode tilbud, og det er da heller ikke så ringe, smiler den jubilerende slagtermester.

Lille slagterafdeling bagved
Claus er udlært butiksslagter i Føtex i Brønderslev, og det var en god læreplads hos butikkens daværende slagtermester Kaj Mørk Hansen.
Efter endt læretid ansatte brugsuddeler Morten H. Kristensen Claus Hovaldt som ny slagtermester i SuperBrugsen Vodskov, hvor han afløste Jørgen Storm, der fortsatte som svend.
- Dengang var det en lille slagterafdeling, der ikke var synlig i butikken. Vi havde et hjørne på omkring fire gange ti meter ude bagved. Delikatessen bestod dengang af et pålægsmarked om lørdagen.

Over stok og sten
I løbet af årene tog udviklingen fart i slagterafdelingen.
- Det gik over stok og sten. Vi fik meget mere plads – og udvidede med delikatesseafdeling med alskens lækkerier, ligesom slagterafdelingen og det arbejde, der sker her, er blevet synligt for publikum. Så sent som i sommer fik afdelingen lidt mere plads i butikken med en ny betjeningsdisk. I dag er vi ni medarbejdere i slagter- og delikatesseafdelingen.

Skal være i orden
Slagterafdelingen i SuperBrugsen er et godt lærested for unge, der vil uddanne sig indenfor faget.
Her lærer de unge, at kvaliteten og tingene skal være i orden.
Claus Hovaldt har ikke tal på de mange elever, han har uddannet gennem tiden.
Flere af dem er er i dag slagtermestre i andre butikker.

Velrenormeret slagterafdeling
Det er velkendt, at SuperBrugsens slagterafdeling er mere end almindeligt velrenommeret, og at mange udenbys fra gerne kører ekstra kilometer for at købe både hjemmelavet pålæg, lækre bøffer og andre lækkerier i Vodskov.
- Hemmeligheden bag succesen er at levere gode varer – hver gang, røber Claus.
I SuperBrugsen kan du både få slagterens hjemmelavede pålæg, rullepølser m.m. - og også de almindelige standardvarer, du finder i kølediskene.

Smørrebrød og krogmodnet kød
Der sker løbende en fornyelse, så slagter- og delikatesseafdelingen tilpasser sig kundernes ønsker.
Og så er der de faste ugentlige indslag: Betjent hjemmesmurt smørrebrød om torsdagen og de gode møre bøffer om fredagen. Også de krogmodnede.
- Vi klarer også mad ud af huset, både til små og store sammenkomster. Eksempelvis har vi leveret mad til en stor fest med over 600 deltagere. I dag skal en butiksslagter også kunne håndtere mange af kokkefagets færdigheder.

Årets forskellige specialiteter
SuperBrugsens slagter- og delikatesseafdeling følger også årets gang og sammensætter udvalget herefter.
- Om sommeren er det eksempelvis kød til grillen. Og her følger vi nøje med i vejrudsigterne for at kunne tilpasse udbuddet. Er der solskin skal der store mængder kød til, og er der regnvejr - ikke så meget, griner Claus.
Julen har også sine specialiteter, bl.a. SuperBrugsen Vodskovs højt berømmede sylte, der flere gange er sat salgsrekorder i på landsplan.
- Og i dag bliver sylten lavet af magert kød – og ikke, som mange stadig tror, af et grisehoved.
Julen er også flæskesteg, andesteg, medister i lange baner, grønlangkål og den slags.
Efter julen kommer så nytåret med de retter, der hører dertil.

Vegetabilske bøffer
Selvom SuperBrugsen Vodskov har et godt og velfungerende slagter- og delikatesseteam kommer der også inspiration udefra gennem ERFA møder og kurser, ligesom inspirationen også går den modsatte vej.
Vodskov Avis skal naturligvis også høre, hvad den jubilerende slagtermester mener om vegetabilske bøffer.
Der bliver en lille kunstpause.
- Det må du ikke kalde kød, men det er ikke noget for mine smagsløg. Men selvfølgelig fører vi det her i butikken.

Fritiden med familien
Når Claus ikke er på job som slagtermester i SuperBrugsen tilbringer han sin fritid sammen med fru Lenette, der arbejder som administrativ medarbejder i Aalborg Kommune og datteren Amalie, der går på Dronninglund Gymnasium.
Familien bor på en lille gård med syv tønder land ved Øster Brønderslev, hvor der er nogle opstaldede heste, dyrkes nogle grøntsager og nogle æbletræer, hvor udbyttet kan presses til omring 500 l most om året.
Den bliver der drukket meget af i det hovaldtske hjem.
 
Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM

HAR DU IKKE MODTAGET
VODSKOV AVIS
SENEST TORSDAG KL. 19.00

så send en mail til
reklamation@dnmh.dk

Privatlivspolitik

 


Så godt dækker Vodskov Avis: