2020-07-28 15:28:08 | Kategori: Avis

 
Grøn Grønnere-koncert med Bryan Rice på Georginevej i Vodskov

VODSKOV: Ligesom alle andre store arrangementer er årets grønne koncerter blevet aflyst.
Og det fik arrangørerne Muskelsvindfonden og Tuborg til at tænke alternativt og udskrive en konkurrence om 100 livekoncerter med danske musiknavne i haver over det ganske land.
Anne Blegvad, Georginevej i Vodskov var én af de mange, der deltog i konkurrencen om en koncert i eget hjem og vandt. Dermed blev hun sammen med 99 andre vært for en intimkoncert ved lørdagens landsdækkende Grønnere Grøn-koncerter.
Lørdag eftermiddag kunne Anne Blegvad derfor invitere familie, venner og naboer til en intimkoncert med sangeren Bryan Rice i carporten på Georginevej i Vodskov. Omkring 40 havde takket ja til koncert-invitationen, hvor scenen var sat i husets carport med publikum godt bænket i egne medbragte havestole i indkørslen.
Den gode og forventningsfulde stemning indfandt sig straks, og de ellers så lunefulde vejrguder havde også tydeligvis også glædet sig til Bryan Rice-koncerten og lod solen skinne.
- Jeg har virkelig glædet mig til at synge for jer her i dag, selvom stemmen måske nok er en lille smule rusten efter fire måneders koncertpause, indledte Bryan Rice.
- Nu er det jo en intimkoncert, og ordet intim har jo flere betydninger. Her betyder det, at jeg er helt tæt på og har øjenkontakt med mit publikum. Så I må også gerne stille spørgsmål undervejs, bare I ikke gør det, mens jeg synger, fortsatte Bryan Rice.
Derefter sang Bryan Rice en perlerække af sine hits, hvoraf det kendteste er ”No Promises” fra filmen ”Nynne”. Desuden har han seks albums på sine gode samvittighed.
Koncerten bekræftede, at Bryan Rice er én af Danmarks mest talentfulde sangere, og bifaldene udeblev da heller ikke.
Der kan vist ikke herske tvivl om, at lørdagens Georginevej-koncert i Vodskov længe vil stå mejslet ind i hukommelsen – både hos værter og gæster – som én af de allerbedste oplevelser i et corona-år, hvor næsten alt det, man havde glædet sig til, blev aflyst.

 
Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM

HAR DU IKKE MODTAGET
VODSKOV AVIS
SENEST TORSDAG KL. 19.00

så send en mail til
reklamation@dnmh.dk

Privatlivspolitik

 


Så godt dækker Vodskov Avis: