2020-03-31 13:34:10 | Kategori: Avis

 
Forslag om fælles skoleledelse vækker bekymring  i Langholt, Grindsted og Tylstrup
Skolebestyrelserne og samrådene i Langholt, Tylstrup og Grindsted Skole har derfor sendt dette åbne brev til medlemmerne af Aalborg Byråd

FÆLLES SKOLELEDELSE: Aalborg Kommunes landsbyskoler er livsnerven, identiteten og samlingspunkt for landsbyerne omkring Aalborg.
Det er det, som trækker nye børnefamilier til byen.
De små skoler giver stærke fællesskaber og er samlingspunkter, hvor alle kender alle.
Men Aalborg Kommunes landsbyskoler trues nu af lukning.
Hvis forslaget om fælles ledelse, der i øjeblikket behandles i kommunen, bliver en realitet - så rammer konsekvensen allerede i sensommeren 2020 og med fuld virkning fra skoleåret 2021/2022.

Hvad betyder fælles ledelse for landsbyskolerne?
Det betyder at Landsbyskoler/landsbyordninger reduceres til underafdelinger af en større skole og fremover vil være et undervisningssted - ikke en selvstændig skole.
De nuværende skoleledere reduceres til afdelingsledere.
Skolebestyrelserne på landsbyskolerne nedlægges.
Måske kan de overgå til at have en repræsentant i skolebestyrelsen - måske ikke.
Målet med fælles ledelse er at opnå en besparelse i størrelsesordenen 3-5 mio. kr.
Og det, fra et område, hvor der allerede køres effektivt:
Størstedelen af de berørte skoler er nemlig landsbyordninger, og dermed er der allerede nu fokus på optimering af ledelses- og personaleressourcer.
På Langholt Skole opereres allerede nu uden viceskoleleder.
Konsekvensen?
Hvis landsbyskolerne bliver nedlagt og reduceret til undervisningssteder, vil det kvæle sjælen, identiteten og den helt unikke forbindelse som landsbyskolen har med lokalsamfundet.
Og hvad værre er: “Undervisningsstederne” kan nemt og behændigt lukkes med kort varsel, da de med det fremlagte forslag allerede nu juridisk nedlægges, og derfor ikke skal i samme høringer mv. ved en senere lukning.
Vi er meget bekymrede for, at fælles ledelse vil medføre, at landsbyerne i Aalborg kommune står uden vores lokale skoler om en årrække.

Identitet som satellitenhed vs. landsbyskole
Det er noget særligt at være en lille personalegruppe på en lille skole, hvor alle har mange funktioner og alle bidrager med liv og sjæl for at det hele skal fungere.
Og det er noget særligt at være forælder og møde skolelederen i skolegården, når børnene afleveres, og selvfølgelig ved hun lige hvem dit barn er, og dit barn er tryg i hendes selskab. De kender hinanden.
Man kan høre det i ordene - et undervisningssted/en satellit af noget større eller en landsbyskole.
Hvor vil du helst undervise og undervises?

Erfaring med fælles teknisk personale
Vi har alle oplevet sammenlægningen på det tekniske område.
Før var skolens pedel til stede.
De små ting blev lige fikset.
Børnene kendte ham og vidste hvor han var.
Nu kommer der teknisk servicemedarbejder 1-2 dage om ugen på besøg.
De når det, de når - og det de ikke nå, det må vente en uge mere.
Det betyder noget, at beslutningstagere og udførere er til stede.
Det kan godt være, at der kun er 5 km. til nærmeste store skole - men mentalt er der meget meget længere i hverdagens små beslutninger og i den nærhed og selvstændighed, der betyder så uendeligt meget for de små landsbysamfund.
Det er det vi lever af.

Hvad er kommunens politik på området?
Mandag den 2. marts 2020 vedtog Aalborg Byråd den nye landdistriktspolitik, hvor der er brugt rigtig mange penge på en længere proces med inddragelse af ildsjæle, beboere i landdistrikterne, politikere mv.
Denne proces og selve landsbypolitikken understreger landsbyskolernes centrale rolle, og nævner velfungerende lokalsamfund som et af indsatsområder.

Det står helt klart, bl.a. med ordene:
Aalborg Kommune ser skolerne som et centrum for det lokale fællesskab og som en katalysator for udvikling i landdistrikterne.
Et lokalt centrum, der kan medvirke til at fastholde og tiltrække børnefamilier til landdistrikterne.
Det tilstræbes, at skolerne bliver en meget aktiv del af lokalsamfundet – også efter skoletid.
Skolerne kan f.eks. danne rammerne for forskelligartede fritids- og kulturtilbud.
Den logiske konsekvens af den vedtagne landdistriktspolitik må være, at byrådet allerede nu tager Fælles ledelse for Landsbyskolerne i Aalborg af bordet.
Besparelsen står overhovedet ikke mål med de konsekvenser, som fælles ledelse vil få for landsbyskolerne og landsbymiljøerne i Aalborg Kommune.

Opnås formålet med hele forslaget?
NEJ!
Enhedslistens Per Clausen har orienteret om, at formålet med fælles ledelse er, at reducere de ressourcer, der bruges på den såkaldte strategiske ledelse og ledelse af ledere:
- Vi (EL) har intet ønske om at begrænse de ressourcer, der bruges til understøtte og lede medarbejderne ude på skolerne.  
På Langholt Skole er der én leder af skole og én leder af DUS - det vil forblive uforandret under “fælles ledelse” - blot med nye titler og med en leder fra Vodskov skole, der dermed bliver leder for de to ledere fra Langholt Skole - altså en udvidelse af ledelse af ledere.
I landsbyordningerne er der allerede sammenlagt pædagogisk ledelse mellem børnehave og skole og samme princip gør sig gældende her.
Bliver de underafdelinger af en større skole, bliver den store skoles leder leder af 2-3 mellemledere.
Det giver jo ingen mening, når målet er at begrænse ressourcen til ledelse af ledere.
Samtidig har en rapport fra KORA om fælles ledelse fra 2016 i øvrigt vist, at erfaringerne med fællesledelse mellem store og mindre skoler kun viste besparelser i meget ringe eller ingen grad.

Vores opfordring er derfor:
- Brug i stedet opmærksomheden og timerne på at finde den trods alt lille besparelse andre steder i budgettet. Skal den være på strategisk ledelse, så find den, hvor der måske reelt kan spares noget og ikke hvor en tænkt, men aldrig påvist, besparelse underminerer hele kernen i lokalsamfundene.

Skolebestyrelserne på Langholt, Tylstrup og Grindsted Skole
Samrådene i Langholt, Tylstrup og Grindsted.


 
Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM

HAR DU IKKE MODTAGET
VODSKOV AVIS
SENEST TORSDAG KL. 19.00

så send en mail til
reklamation@dnmh.dk

Privatlivspolitik

 


Så godt dækker Vodskov Avis: