2020-02-26 08:36:33 | Kategori: Avis

 
Største Hammer Bakker Trail nogensinde

VODSKOV: Lørdag den 7. marts holdes for 6. år i træk det nu traditionsrige Spar Nord Hammer Bakker Trail, som i år endnu engang sætter deltagerrekord.
Indtil nu er 220 løbere i alle aldre tilmeldt en af de tre mulige distancer 7 km, 14 km eller 21 km.
- Der er flere grunde til at dette løb endnu engang sætter deltagerrekord, fortæller Bo Stilling Christiansen, formand i Hammer Bakker Runners (HBR), der sammen med Spar Nord Vodskov står bag løbet.
- For det første er løbet en del af DGI Nordjyllands vinter-trail serie, hvor mange løbere tilmelder sig samtlige syv trail-løb, der afvikles hen over vinteren. For det andet, har vi i alle år vist, at HBR står for meget billige løb af en meget høj kvalitet, tilføjer Bo Stilling Christiansen.
For det første får de mange trail-løbere en smuk og krævende tur i Hammer Bakker, Nordjyllands smukkeste løbestadion.
Hver runde á 7 km løbes således på de små, snørklede stier i skoven og sågar enkelte steder ”off-piste".
Og ikke nok med det, omgangen byder på ca. 250 højdemeter, så de fleste løbere kan givetvis godt mærke deres ben, når de passerer mål-området.
Det gør de så til gengæld efter hver 7. km, og dér kan de nyde godt af lækkerierne fra Rema 1000 i Vodskov, der disker op med gode sager, der kan fylde en løbers depoter op igen: sukker, salt og væske.
Omsat til REMA1000 sortiment vil det sige chokolade, slik, chips og cola! Samtidig lover HBR musik, stemning, grillpølser og øl/vand til løberne.
Spar Nord Vodskov, der aktivt bakker op om løbet, stiller selv med 20 løbere til løbet.
- Spar Nord er en arbejdsplads, hvor vi aktivt ønsker at bidrage til vores medarbejderes sundhed. Og motionsløb er en god modpol til en kontorarbejdsplads, og netop derfor er vi meget glade for samarbejdet med Hammer Bakker Runners, fortæller afdelingsdirektør Steen Bækgaard-Sørensen.
Du kan stadig nå at tilmelde sig til Hammer Bakker Trail. Men løbet er tæt på udsolgt idet der maksimalt kan deltage 250 løbere.
Det koster 125 kr. at deltage, og tilmelding sker fra Hammer Bakker Runners’ hjemmeside.
 
Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM

HAR DU IKKE MODTAGET
VODSKOV AVIS
SENEST TORSDAG KL. 19.00

så send en mail til
reklamation@dnmh.dk

Privatlivspolitik

 


Så godt dækker Vodskov Avis: