2020-02-11 09:28:46 | Kategori: Avis

 
Bies Bryghus - en øl-succes i Langholt

Tekst og foto: Andy Jensen

LANGHOLT: Årets ølsmagning hos HHI’s Venner blev en ny succes med spændende øl i Langholt Hallen.
I år var det Bies Bryghus fra Hobro, der leverede øl-specialiteterne og smagsoplevelserne.
Øl-eksperten Keld Møller Nielsen fra Tastyland stod for præsentationen og underholdt med mange informative oplysninger om øl og Bies Bryghus, som også omfatter en højt berømmet spiserestaurant.
Begge er beliggende i det tidligere Bies bryggeri der lukkede, som så mange andre købstadsbryggerier i 70’erne og 80’erne.
Siden er der lokalt opstået en stort antal mikrobryggerier som Bies.
De fleste nordjyske mikrobryggerier har efterhånden været præsenteret i Langholt.
Typisk har Vennerne budt på øl fra et enkelt bryggeri, som det i år var tilfældet med Bies. De fleste bryggerier har i dag et meget omfattende og varieret sortiment, så det er blevet spændende at være øl-entusiast.
Det var 15. gang, at Vennerne arrangerede øl-aften, og interessen for nye ølsorter og for at blive klogere på øl er usvækket i Langholt.
Deltagerne fik en fin aften med otte flotte og meget varierede smagsoplevelser af høj kvalitet, omfattende specialiteter som Hobbie, Torvekonen, Fyrkat, Hr. Svendsen, Havnefoged, Væbner, Forårsbryg og Anno 1841.
Efter et lettere traktement og de informative foredrag var der socialt samvær og snak med naboen samt rig lejlighed til at kommentere smagsoplevelserne.
Det blev ud på de små timer, inden der blev sagt farvel.
Flere af øllene var med højt indhold af alkohol, og meget fornuftigt blev ølsmagningen ikke kombineret med bilkørsel.
HHI’s Venner oplyser, at mange bookede sig ind til næste års ølsmagning.
Med den store interesse er det oplagt at videreføre successen, som også for foreningen var en god oplevelse.
Planen er at arrangere en ny ølsmagningsaften med andre øltyper næste vinter.
Overskuddet anvendes til forskellige aktiviteter for byens børn og unge, og foreningen bidrager dermed til, at Langholt er en attraktiv landsby.

 
Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM

HAR DU IKKE MODTAGET
VODSKOV AVIS
SENEST TORSDAG KL. 19.00

så send en mail til
reklamation@dnmh.dk

Privatlivspolitik

 


Så godt dækker Vodskov Avis: